Sikkerheden kan stilles i form af en garanti eller en ansvarsforsikring. Sikkerheden skal stilles individuelt for den enkelte anmelder, jf. dog stk. 4.
Stk. 2 Sikkerhedsstiller kan være et forsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed inden for forsikringsklasse 14 og 15, eller et pengeinstitut, der har Finanstilsynets tilladelse som pengeinstitut.
Stk. 3 Sikkerhedsstiller kan endvidere være et udenlandsk forsikringsselskab eller et udenlandsk kreditinstitut, der har tilladelse til at drive den i stk. 2 nævnte virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, og som i medfør af bestemmelserne i §§ 30 og 31 i lov om finansiel virksomhed kan udøve virksomheden her i landet.
Stk. 4 Anmeldere omfattet af tinglysningslovens § 49 d, stk. 2, kan vælge at etablere kollektive garanti- eller ansvarsforsikringsordninger, der dækker flere udøvere af det pågældende erhverv.
Stk. 5 Stilles sikkerhed i form af en kollektiv garantiordning, jf. stk. 4, kan garantistiller endvidere være en selvstændig fond eller forening, såfremt fondens eller foreningens garanti indebærer en sikkerhed, der må antages at svare til en garanti udstedt af et institut omfattet af stk. 2 eller 3.