Bekendtgørelse om administrationsafgift m.v. for apoteker, sygehusapoteker og private sygehusapoteker

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1573 af 16. december 2013

I medfør af § 61 g, stk. 1, og § 71 b, stk. 1, i lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 855 af 4. august 2008, som ændret ved lov nr. 465 af 18. maj 2011, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
§ 1

Til dækning af Sundhedsstyrelsens omkostninger ved varetagelse af myndighedsopgaver efter lov om apoteksvirksomhed indbetaler apoteker, der forhandler lægemidler til produktionsdyr, en administrationsafgift, der udgør 0,065 pct. af apotekets omsætning af lægemidler til produktionsdyr.

Stk. 2 Afgift efter stk. 1 skal indbetales til Sundhedsstyrelsen månedsvis senest den 15. i den efterfølgende måned på basis af apotekets omsætning i den forløbne del af året. Ved indehaverskifte i årets løb beregnes den månedsvise afgift for den nye indehaver på basis af omsætningen efter indehaverskiftet.

Stk. 3 Den endelige afgift opgøres samtidig med indsendelse af årsregnskabet for det pågældende år. Ved indehaverskifte i løbet af året opgøres den endelige afgift for den forløbne periode i forbindelse med indsendelsen af årsregnskabet for den pågældende driftsperiode.

§ 2

Til dækning af Sundhedsstyrelsens omkostninger ved varetagelsen af myndighedsopgaver efter lov om apoteksvirksomhed indbetaler hvert sygehusapotek et beløb til staten, der årligt udgør 12.296 kr.

§ 3

For Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgning om oprettelse af privat sygehusapotek eller privat sygehusapoteksfilial efter § 61 a i lov om apoteksvirksomhed indbetales et beløb til staten på 12.296 kr. Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgningen påbegyndes først, når beløbet er modtaget af styrelsen.

Stk. 2 Til dækning af omkostninger til Sundhedsstyrelsens kontrol efter § 65 i lov om apoteksvirksomhed indbetaler hvert privat sygehusapotek et beløb til staten, der årligt udgør 12.296 kr.

Stk. 3 Beløbet anført i stk. 2 betales ikke det år, hvor der er betalt for Sundhedsstyrelsens behandling af ansøgning om tilladelse efter stk. 1.

§ 4

Sygehusapoteker og private sygehusapoteker skal betale de i §§ 2 og 3, stk. 2, anførte beløb til Sundhedsstyrelsen senest den 1. februar i det pågældende år.

§ 5

De nævnte beløb i §§ 2 og 3, stk. 2, reguleres en gang årligt den 1. januar med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb. Sundhedsstyrelsen offentliggør de regulerede beløb på deres netsted.

Stk. 2 Satsen for det generelle pris- og lønindeks for finansåret 2014 udgør 0,5 procent, som er indregnet i beløbene i §§ 2 og 3, stk. 2.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2014.

Stk. 2 Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 83 af 29. januar 2013 om administrationsafgift m.v. for apoteker, sygehusapoteker og private sygehusapoteker.