Kapitel 3 Indbringelse af sager for Advokatnævnet
Enhver, der har en retlig interesse heri, kan indbringe en sag for Advokatnævnet. Endvidere kan Advokatrådet indbringe en sag for nævnet. Kun Advokatrådet kan indbringe en sag om valgbarhed efter retsplejelovens § 147 h for nævnet.
Stk. 2 Med klagen eller klagers begæring om genoptagelse, jf. § 24, skal følge et gebyr på 500 kr. Gebyret skal betales for hver advokat, der klages over, og dækker både klage over en advokats adfærd og samme advokats salær. Nævnets sekretariat kan fastsætte en frist for betaling af gebyret. Behandlingen af en klage eller en anmodning om genoptagelse påbegyndes ikke, før gebyret er betalt. Sekretariatet kan afvise klagen, hvis betaling af gebyret ikke er sket ved fristens udløb.
Stk. 3 For klager eller anmodninger om genoptagelse indbragt af offentlige myndigheder, domstolene eller Advokatrådet betales ikke gebyr.
Stk. 4 Gebyret tilbagebetales, hvis klager får helt eller delvis medhold, hvis klagen afvises på grund af formelle mangler, eller hvis begæringen om genoptagelse imødekommes. Endvidere tilbagebetales gebyret, hvis klagen trækkes tilbage, inden Advokatnævnet træffer afgørelse.
Stk. 5 Skønnes en sag, der er indbragt for nævnet, at kunne medføre frakendelse efter retsplejelovens § 147 c, stk. 8 eller 9, kan sagen forelægges Advokatrådet til afgørelse af, om Advokatrådet vil indtræde i sagen.
Stk. 6 Såfremt der for nævnet indbringes en disciplinærklage over en advokat eller en klage over en person, der er nævnt i retsplejelovens § 124 c, stk. 1, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, og den pågældende i forvejen er underlagt en afgørelse om betinget frakendelse, jf. retsplejelovens § 147 c, stk. 3 eller 4, skal nævnet forelægge sagen for Advokatrådet til afgørelse af, om Advokatrådet vil indtræde i sagen.
Advokatnævnet kan afvise en klage, der er indgivet for sent, når fristoverskridelsen ikke findes rimeligt begrundet, og en klage fra en person, der ikke har retlig interesse i det forhold, klagen angår. Det samme gælder en klage, der efter dens beskaffenhed ikke kan påkendes af nævnet. Ethvert nævnsmedlem kan anmode om behandling af sagen på et møde.
Stk. 2 Advokatnævnet kan afvise en klage, der skønnes åbenbart grundløs. Det samme gælder en begæring om at genoptage behandlingen af en klage, hvis der ikke er særlige grunde, der taler herfor. Ethvert nævnsmedlem kan anmode om behandling af sagen på et møde.
Advokatnævnets sekretariat vejleder om reglerne for nævnets behandling af klager.
Stk. 2 Fristen for at indgive klage er 1 år. Ved klager over en advokats adfærd regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører. Ved klager over en advokats salær regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren er blevet bekendt med den endelige afregning i den pågældende sag.
Stk. 3 Advokatnævnet kan behandle en klage, der er indgivet for sent, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.