En virksomhed, som ønsker at betale afgiften månedligt på egne eller kundens vegne, jf. tinglysningsafgiftslovens § 17, stk. 1, skal registreres hos Skatteforvaltningen. Det er en forudsætning, at virksomheden registreres på et cvr-nummer. Når registreringsbeviset er modtaget, er virksomheden tilmeldt som månedlig betaler (storkunde).
Stk. 2 Registreringen kan gøres betinget af, at virksomheden stiller sikkerhed for betaling af afgiften efter opkrævningslovens § 11.
Stk. 3 Hvis en registreret virksomhed ikke rettidigt efterkommer et pålæg om at stille sikkerhed, kan Skatteforvaltningen slette registreringen af virksomheden således, at virksomheden ikke kan betale afgiften månedligt, før der er stillet betryggende sikkerhed.
Stk. 4 Virksomheder med forretningssted i udlandet kan kun registreres efter stk. 1, hvis der udpeges en herboende repræsentant. Den herboende repræsentant er underlagt samme forpligtelser som virksomheden og hæfter solidarisk for afgiftens betaling.