Finansiel Stabilitet kan anmode en virksomhed om balancer og opgørelser i medfør af §§ 4-6, når Finanstilsynet kan anvende beføjelserne fastsat i § 243 a-c i lov om finansiel virksomhed eller § 177-179 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter. Finansiel Stabilitet kan desuden fremsætte anmodning efter 1. pkt., når Finanstilsynet vil træffe afgørelse om, at en virksomhed er, eller der er en væsentlig risiko for, at en virksomhed inden for en kort periode vil blive konstateret nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a i lov om finansiel virksomhed eller § 165 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, uanset om der er iværksat genopretning eller tidlig indgriben.
Stk. 2 En virksomhed etableret i Danmark skal kunne tilvejebringe balancerne og opgørelserne i medfør af §§ 4-6 for dattervirksomheder.
Stk. 3 Balancerne og opgørelserne i medfør af §§ 4-6 skal, efter en virksomhed har modtaget anmodning herom fra Finansiel Stabilitet, udleveres til Finansiel Stabilitet i løbet af 12 timer efter dagsafslutning. Har Finanstilsynet endnu ikke vurderet, at en virksomhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a i lov om finansiel virksomhed eller § 165 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, kan Finansiel Stabilitet fastsætte en længere frist til at udlevere opgørelserne under hensyntagen til den konkrete situation.
Stk. 4 Seriebalancer, jf. bilag 2, skal, efter en virksomhed har modtaget anmodning herom fra Finansiel Stabilitet, udleveres til Finansiel Stabilitet i løbet af 24 timer efter dagsafslutning. Har Finanstilsynet endnu ikke vurdereret, at en virksomhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende, jf. § 224 a i lov om finansiel virksomhed eller § 165 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, kan Finansiel Stabilitet fastsætte en længere frist til at udlevere opgørelserne under hensyntagen til den konkrete situation.