Et internt dokument i en region er, uanset dets interne karakter, jf. § 1, omfattet af retten til aktindsigt efter lovens almindelige regler, såfremt det pågældende dokument er udarbejdet som et selvstændigt dokument og foreligger i endelig form, og såfremt dokumentet indeholder:
-
1) en dagsorden til et udvalgsmøde med forvaltningens eventuelle indstillinger,
-
2) en dagsorden til et regionsrådsmøde med forvaltningens og udvalgenes eventuelle indstillinger,
-
3) regionsrådets og udvalgenes beslutninger, herunder i form af instruktioner m.v. til vedkommende forvaltning,
-
4) anden skriftlig kommunikation mellem et regionsråd og dettes udvalg end den i nr. 2 nævnte, eller
-
5) skriftlig kommunikation mellem udvalgene indbyrdes.
Stk. 2 Bilag til et dokument omfattet af stk. 1, nr. 1-5, er omfattet af bekendtgørelsen, såfremt bilaget indeholder indstillinger fra forvaltningen eller udvalgene eller instruktioner til forvaltningen. Bilag til åbne dagsordenspunkter på regionsrådsmøder er omfattet af bekendtgørelsen, medmindre hensyn til den interne beslutningsproces i regionen afgørende taler herimod.