Bekendtgørelse om ansøgning og registrering m.v. af varemærker Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1685 af 18. december 2018

Kapitel 1 Indgivelse af varemærkeansøgninger m.v.
Indgivelse af varemærkeansøgninger
§ 1

Danske varemærkeansøgninger og anmodninger om videreførelse af internationale varemærkeregistreringer i dansk ret skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Stk. 2 Ansøgning om designering af Danmark i internationale varemærkeregistreringer indgives til en myndighed eller en international organisation, som i henhold til Madridprotokollen er rette modtagende myndighed, eller til Det Internationale Bureau.

Stk. 3 Anmodninger om overgang til national ansøgning af et EU-varemærke indgives til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

Danske varemærkeansøgningers indhold
§ 2

En dansk varemærkeansøgning skal indeholde følgende:

  • 1) En anmodning om registrering af et varemærke, herunder med angivelse af om der er tale om et individuelt varemærke, et kollektivmærke eller et garanti- eller certificeringsmærke.

  • 2) Ansøgerens navn eller firma og postadresse. Angives der flere adresser, tages kun den førstnævnte adresse i betragtning, medmindre ansøgeren betegner en af adresserne som hovedpostadresse.

  • 3) En fortegnelse over de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering. Fortegnelsen skal være udfærdiget i overensstemmelse med varemærkelovens § 12.

  • 4) En gengivelse af varemærket, der opfylder betingelserne i varemærkelovens § 2, herunder opfylder de krav der er fastsat i §§ 3 og 4.

Stk. 2 En dansk varemærkeansøgning skal endvidere indeholde følgende:

  • 1) En anmodning om prioritet efter varemærkelovens §§ 12 a eller 12 b og oplysninger i overensstemmelse med §§ 5 eller 6, hvis ansøgeren vil påberåbe prioritet.

  • 2) Fuldmægtigens navn eller firma og adresse, hvis ansøgeren er repræsenteret af en fuldmægtig. Med ansøgningen skal endvidere indgives en fuldmagt, jf. § 47.

  • 3) Angivelse af at én ansøger eller én repræsentant skal være fælles repræsentant, hvis der i ansøgningen er angivet flere ansøgere eller repræsentanter. Angives ikke en fælles repræsentant, vil den først anførte blive anset som fælles repræsentant.

  • 4) Dokumentation for varemærkets anvendelse, hvis det påberåbes, at det ansøgte varemærke har opnået fornødent særpræg ved brug, jf. varemærkelovens § 13, stk. 2.

Stk. 3 En dansk varemærkeansøgning kan indeholde en anmodning efter varemærkelovens § 11, stk. 2, om, at Patent- og Varemærkestyrelsen udarbejder en nærmere begrundelse til den søgningsrapport, der udarbejdes efter varemærkelovens § 17. Anmodningen kan imødekommes, når

  • 1) anmodningen fremsættes i ansøgningen, og

  • 2) der med ansøgningen følger det foreskrevne gebyr for udarbejdelse af en nærmere begrundelse, jf. varemærkelovens § 60 a, stk. 2.

Stk. 4 En dansk varemærkeansøgning kan endvidere indeholde en anmodning om, at der ikke udarbejdes en søgningsrapport, jf. varemærkelovens § 11, stk. 3. Anmodningen kan imødekommes, når

  • 1) ansøgningen er indgivet via Patent- og Varemærkestyrelsens elektroniske ansøgningsformular, og

  • 2) fortegnelsen over varer og tjenesteydelser efter varemærkelovens § 11, stk. 5, nr. 3, alene består af betegnelser for varer eller tjenesteydelser fra den database over forhåndsgodkendte betegnelser, der er tilknyttet den elektroniske ansøgningsformular.

Stk. 5 Med ansøgningen skal følge det foreskrevne gebyr, jf. varemærkelovens § 60 a, stk. 1.

Gengivelsen af varemærket
§ 3

Gengivelsen af varemærket skal ske på en passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi, så længe det kan gengives i varemærkeregisteret på en klar, præcis, selvstændig, let tilgængelig, forståelig, varig og objektiv måde.

Stk. 2 Gengivelsen af varemærket kan ledsages af en beskrivelse. Beskrivelsen skal stemme overens med gengivelsen, og den må ikke udvide anvendelsesområdet.

Stk. 3 En beskrivelse efter stk. 2 kan bestå af en angivelse af, at varemærket er i farver og en beskrivelse af farverne i mærket. Fremstår gengivelsen af varemærket i sort/hvid eller gråtoner, og indeholder ansøgningen ikke en angivelse af, at mærket er i farver, anses mærket for at være uden farver.

Stk. 4 Vedrører ansøgningen en af de mærketyper, som er omhandlet i nr. 1-11 nedenfor, skal den indeholde en angivelse af mærketypen. Gengivelsen af varemærket og den angivne mærketype skal stemme overens og udfærdiges i overensstemmelse med følgende:

  • 1) Et varemærke, der udelukkende består af ord, bogstaver, tal, andre faste typografiske standardtegn eller en kombination heraf, angives som ordmærke og skal gengives ved, at der indgives en reproduktion af tegnet med standardskrift og -layout, uden nogen grafisk fremstilling eller farve.

  • 2) Et varemærke, hvor der anvendes tegn, stil eller layout, som ikke er standard, eller en grafisk fremstilling eller farve, herunder varemærker som udelukkende består af figurative elementer eller af en kombination af verbale og figurative elementer, skal angives som figurmærke og skal i gengivelsen indeholde varemærket med alle dets elementer og eventuelle farver.

  • 3) Et varemærke, som består af eller omfatter en tredimensional form, herunder beholdere, emballage, produktet selv eller deres udseende, angives som formmærke og skal gengives ved, at der indgives enten en grafisk reproduktion af formen, herunder computergenererede billeder, eller en fotografisk reproduktion. Den grafiske eller fotografiske reproduktion kan indeholde forskellige synsvinkler. Hvis gengivelsen ikke indgives elektronisk, kan den indeholde op til 6 forskellige synsvinkler.

  • 4) Et varemærke, som består af den særlige måde, hvorpå varemærket er anbragt eller fastgjort på produktet, angives som positionsmærke og skal i gengivelsen på passende vis anskueliggøre varemærkets placering og dets størrelse og proportioner i forhold til de pågældende varer. Elementer, der ikke er genstand for registreringen, skal være visuelt udskilt ved hjælp af stiplede linjer eller lignende. Gengivelsen kan ledsages af en beskrivelse med nærmere oplysninger om, hvordan tegnet er fastgjort på varerne.

  • 5) Et varemærke, der udelukkende består af et sæt elementer, der gentages regelmæssigt, skal angives som mønstermærke og skal i gengivelsen af varemærket vise gentagelsesmønstret. Gengivelsen kan ledsages af en beskrivelse med nærmere oplysninger om, hvordan elementerne gentages regelmæssigt.

  • 6) Et varemærke, der udelukkende består af en enkelt farve uden konturer, angives som farvemærke og skal gengives ved, at der indgives en reproduktion af farven og en angivelse af farven ved en henvisning til en almindeligt anerkendt farvekode.

  • 7) Et varemærke, der udelukkende består af en kombination af farver uden konturer, angives som farvemærke og skal gengives ved, at der indgives en reproduktion, der viser farvekombinationens systematiske disponering på en ensartet og forud fastlagt måde og en angivelse af de pågældende farver ved en henvisning til en almindeligt anerkendt farvekode. Der kan tillige vedlægges en nærmere beskrivelse af den systematiske disponering af farverne på en ensartet og forudbestemt måde.

  • 8) Et varemærke, der udelukkende består af en lyd eller en kombination af lyde, angives som lydmærke og skal gengives ved, at der indgives en lydfil med en gengivelse af lyden eller ved en nøjagtig gengivelse af lyden i nodeskrift.

  • 9) Et varemærke, der består af eller omfatter en bevægelse eller en ændring i placeringen af varemærkets elementer, angives som bevægelsesmærke og skal gengives ved, at der indgives et videoklip eller en række på hinanden følgende stillbilleder, der viser bevægelsen eller ændringen af placeringen. Stillbilleder kan være nummereret eller ledsaget af en beskrivelse, der forklarer sekvensen.

  • 10) Et varemærke, der består af eller bliver til af en kombination af billede og lyd, angives som multimediemærke og skal gengives ved, at der indgives en audiovisuel fil, der indeholder kombinationen af billedet og lyden.

  • 11) Et varemærke, der består af elementer med holografiske karakteristika, angives som hologrammærke og skal gengives ved, at der indgives en videofil eller en grafisk eller fotografisk reproduktion med de synsvinkler, der er nødvendige for i tilstrækkelig grad at kunne anskueliggøre hologrammet i sin helhed.

Stk. 5 For varemærker, som ikke er omfattet af stk. 4, skal gengivelsen ledsages af en beskrivelse og opfylde de betingelser, der er fastsat i stk. 1-3.

Tekniske specifikationer for gengivelsen af varemærket
§ 4

Elektroniske gengivelser af varemærker i varemærkeansøgninger skal opfylde de tekniske specifikationer, herunder krav til filformater og -størrelser, der fastsættes af Patent- og Varemærkestyrelsen og fremgår af styrelsens hjemmeside.

Stk. 2 Hvis gengivelsen af et varemærke ikke indgives elektronisk, skal varemærket gengives adskilt fra ansøgningens tekstblad på et enkelt ark. Gengivelsen skal indeholde alle relevante synsvinkler eller billeder og må ikke være større end format DIN A4 (29,7 cm i højden, 21 cm i bredden), og der skal være en margen på mindst 2,5 cm omkring mærket. Mærkets position kan angives ved tilføjelsen af ordet »op« på hver gengivelse.

Stk. 3 Gengivelsen af varemærket skal være af en kvalitet, som giver mulighed for

  • 1) formindskelse til mindst 8 cm i bredden og 8 cm i højden eller

  • 2) forstørrelse til højst 8 cm i bredden og 8 cm i højden.

Stk. 4 Indgivelse af en prøve eller en model udgør ikke en korrekt gengivelse af varemærket.

Konventionsprioritet
§ 5

Påberåbelse af konventionsprioritet efter varemærkelovens § 12 a skal fremgå af ansøgningen. Der kan ikke opnås konventionsprioritet efter indgivelse af ansøgningen til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Stk. 2 Anmodning om prioritet skal indeholde oplysning om, fra hvilken dag og fra hvilket land prioriteten påberåbes, og den påberåbte ansøgnings nummer. De nævnte oplysninger skal indgives til styrelsen senest 1 måned efter ansøgningsdatoen.

Stk. 3 Patent- og Varemærkestyrelsen kan forlange, at ansøgeren inden for en nærmere fastlagt frist indleverer dokumentation for den påberåbte prioritet. Dokumentationen kan bestå af en kopi af den påberåbte prioritetsansøgning.

Stk. 4 Indgiver ansøgeren ikke oplysningerne nævnt i stk. 2 eller dokumentationen nævnt i stk. 3 inden udløbet af de fastsatte frister, kan der ikke opnås prioritet.

Udstillingsprioritet
§ 6

Påberåbelse af udstillingsprioritet efter varemærkelovens § 12 b skal fremgå af ansøgningen. Der kan ikke opnås udstillingsprioritet efter indgivelse af ansøgningen til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Stk. 2 Anmodningen om prioritet skal indeholde oplysning om navnet på den udstilling, der opfylder kriterierne fastsat i varemærkelovens § 12 b, og den dato hvor varerne og tjenesteydelserne første gang har været fremvist med varemærket. De nævnte oplysninger skal indgives til styrelsen senest 1 måned efter ansøgningsdatoen.

Stk. 3 Patent- og Varemærkestyrelsen kan forlange, at ansøgeren inden for en nærmere fastlagt frist indleverer dokumentation for den påberåbte prioritet. Dokumentationen kan bestå af en erklæring fra den ansvarlige ledelse for udstillingen.

Stk. 4 Indgiver ansøgeren ikke oplysningerne nævnt i stk. 2 eller fremsender dokumentationen nævnt i stk. 3 inden udløbet af de fastsatte frister, kan der ikke opnås prioritet.

Ansøgningens sprog
§ 7

Ansøgningen med eventuelle bilag skal være affattet på dansk eller engelsk.

Stk. 2 Er et dokument affattet på et andet sprog end angivet i stk. 1, kan Patent- og Varemærkestyrelsen kræve, at der indleveres en oversættelse inden for en frist, som styrelsen fastsætter. Oversættelsen kan kræves bekræftet af en translatør eller på anden nærmere fastsat måde. Ansøgeren kan i indtil 2 måneder efter fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.

Stk. 3 Er ansøgningen indleveret på et andet sprog end dansk, skal angivelsen af varer og/eller tjenesteydelser indleveres på dansk inden en frist, der fastsættes af Patent- og Varemærkestyrelsen. Ansøgeren kan i indtil 2 måneder efter fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.

Stk. 4 Har styrelsen ikke modtaget en oversættelse efter stk. 2 og 3, inden udløbet af de fastsatte frister, afslås ansøgningen.

Ansøgning om videreførelse i dansk ret af internationale registreringer
§ 8

En ansøgning efter varemærkelovens § 58, stk. 2, om videreførelse i dansk ret af en international varemærkeregistrering, hvori Danmark er designeret, skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen. Bestemmelserne i §§ 2-7 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Med ansøgninger indgivet efter stk. 1, skal følge det foreskrevne gebyr, jf. varemærkelovens § 60 a, stk. 4.

Stk. 3 Finder Patent- og Varemærkestyrelsen, at betingelserne i varemærkelovens § 58, stk. 2, nr. 1 og 2, for videreførelse i dansk ret af den internationale registrering ikke er opfyldt, giver styrelsen ansøgeren meddelelse herom med en frist til at udtale sig. Ansøgeren kan i indtil 2 måneder fra fristens udløb anmode om en forlængelse af fristen.

Stk. 4 Har Patent- og Varemærkestyrelsen i medfør af stk. 3 truffet afgørelse om, at betingelserne for videreførelse af den internationale registrering i dansk ret ikke er opfyldt, kan ansøgeren, i indtil 2 måneder fra afgørelsen er blevet endelig, anmode om, at ansøgningen behandles som en ny dansk varemærkeansøgning, jf. varemærkelovens kapitel 2.

Stk. 5 Modtager Patent- og Varemærkestyrelsen ikke en anmodning efter stk. 4 inden den angivne frist, henlægges ansøgningen.

Stk. 6 Har Patent- og Varemærkestyrelsen modtaget en anmodning efter stk. 4, fastsættes ansøgningsgebyret i overensstemmelse med varemærkelovens § 60 a, stk. 1. For fastsættelsen af ansøgningsdatoen for varemærkeansøgningen finder varemærkelovens § 11, stk. 9, anvendelse.

Anmodning om EU-varemærkers overgang til national ansøgning m.v.
§ 9

Anmodning om en EU-varemærkeansøgnings eller -registrerings overgang til en dansk ansøgning skal indgives til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), jf. EU-varemærkeforordningens artikel 139-141.

Stk. 2 Anmodninger om overgang til en dansk ansøgning eller en designering af Danmark i en international registrering, hvori EU er designeret, jf. varemærkelovens § 59, indgives til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), jf. EU-varemærkeforordningens artikel 202.

Stk. 3 Med anmodninger efter stk. 1 og 2 skal følge det foreskrevne gebyr, jf. varemærkelovens § 60 a, stk. 3.