Kapitel 4 Tildelingskriterier
Der gælder følgende faglige krav for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen:
-
1) Midlerne skal anvendes til afholdelse af ferielejre, endagsudflugter eller musik- og kulturarrangementer i sommeren 2020, efteråret 2020 eller i vinteren 2020/2021.
-
2) Ferielejre, endagsudflugter eller musik- og kulturarrangementer skal senest afholdes i uge 14 i 2021.
Stk. 2 Der gælder endvidere følgende organisatoriske krav for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen:
-
1) Projektets organisering skal beskrives.
-
2) Projekts medarbejdere skal have relevante faglige kompetencer eller viden om målgruppen.
Ansøgningen vurderes på baggrund af, hvordan den beskriver følgende tildelingskriterier:
-
1) Ansøgningens formål falder inden for ansøgningspuljens formål.
-
2) Ansøger falder inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds.
-
3) Ansøgningens målgruppe falder inden for ansøgningspuljens målgruppe.
-
4) Ansøgningen indeholder en beskrivelse af aktiviteter, der kan forventes at bidrage til opfyldelse af de forventede resultater, jf. § 3.
-
5) Ansøgningen beskriver projektets sammenhæng mellem formål, målgruppe, aktiviteter, tidsplan, organisering mv.
-
6) Ansøgningen skal opfylde krav til budget, jf. § 9.
Der gælder følgende krav til udarbejdelse af budget:
-
1) Budgettet skal være realistisk og sparsommeligt.
-
2) Budgettet skal fordeles på måneder i det projektår, hvor projektet har udgifter.
-
3) Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af projektets forventede udgifter, som er afstemt i forhold til projektets aktivitetsniveau, tidsplan og organisationsstruktur.
-
4) Indholdet af den enkelte aktivitet og forudsætningerne for udgiftens størrelse skal fremgå af ansøgningen.
-
5) Udgifter skal specificeres i budgettet.
-
6) Der kan ikke budgetteres med uforudsete udgifter.
-
7) Udgifter kan ikke samles i overordnede budgetposter som overhead, administrationsbidrag og diverse.
-
8) Lønniveauet for ansatte i projektet må ikke være højere end det, der er aftalt i overenskomster for arbejdet på området. Hvis området ikke er dækket af en overenskomst, må lønniveauet ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for lignende arbejde.
-
9) Udgifter til transport i egen bil kan højst udgøre statens lave takst pr. km.