Bekendtgørelse om ansvar, opgaver og tilsyn i forbindelse med behandlingen af personoplysninger indeholdt i meddelelser og opbevaringen heraf i juridiske enheders digitale postkasse § 13

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2020 af 29. oktober 2021

Tilsyn og revision
§ 13

Digitaliseringsstyrelsen stiller alle oplysninger, der er relevante og nødvendige for at påvise overholdelse af kravene i bekendtgørelsen, til rådighed for de dataansvarlige juridiske enheder, herunder oplysninger vedrørende underdatabehandlere, jf. § 8, stk. 6.

Stk. 2 Digitaliseringsstyrelsen udarbejder årligt en redegørelse for tilsyn med personoplysninger i Digital Post. Redegørelsen udarbejdes på baggrund af denne bekendtgørelses §§ 6-11. Redegørelsen stilles til rådighed for de dataansvarlige juridiske enheder.

Stk. 3 De dataansvarlige juridiske enheder har ikke mulighed for at foretage inspektioner af Digitaliseringsstyrelsens fysiske faciliteter af ressourcemæssige og sikkerhedsmæssige grunde. Digitaliseringsstyrelsen udarbejder i stedet en redegørelse om databehandlingen, jf. stk. 2. De dataansvarlige juridiske enheder har dog mulighed for at anmode om supplerende oplysninger om Digitaliseringsstyrelsens databehandling, ligesom alle relevante oplysninger vil blive stillet til rådighed for de dataansvarlige juridiske enheder på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 4 Kontor for Revision og Tilsyn i Finansministeriets departement fører tilsyn med Digitaliseringsstyrelsen som databehandler på vegne af de dataansvarlige juridiske enheder. Kontor for Revision og Tilsyn udarbejder årligt en tilsynsrapport på baggrund af deres tilsyn, der stilles til rådighed for de dataansvarlige juridiske enheder.

Stk. 5 Digitaliseringsstyrelsen skal give myndigheder, eller deres udpegede repræsentanter, der efter EU-retten eller lovgivningen i en medlemsstat har ret til adgang til den dataansvarlige og databehandlerens faciliteter, adgang til Digitaliseringsstyrelsens fysiske faciliteter mod forevisning af behørig legitimation.