Det er en betingelse for udførelse af matrikulære arbejder, jf. § 13, stk. 1, i lov om udstykning og anden registrering i matriklen, og andre arbejder, som efter lovgivningen skal udføres af en landinspektør, at der for landinspektøren er tegnet forsikring for erstatningsansvar som følge af handlinger eller undladelser begået af landinspektøren selv eller af landinspektørens ansatte. Forsikringen skal udover tab som følge af udførelsen af matrikulære arbejder og andre arbejder, som efter lovgivningen skal udføres af en landinspektør, dække tab som følge af anden landinspektørvirksomhed. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart overfor skadelidte.
Stk. 2 Når landinspektørvirksomhed drives i selskabsform, skal forsikringen dække såvel selskabets ansvar som ansvaret for de praktiserende landinspektører, der deltager i selskabet, og ansvaret for andre landinspektører med beskikkelse, som er ansat i selskabet.
Stk. 3 Forsikringen skal dække i mindst 5 år efter, at landinspektøren eller landinspektørselskabet varigt er ophørt med at drive landinspektørvirksomhed.