Undersøgelse af personer ved anvendelse af millimeterbølgescanner i medfør af denne bekendtgørelse kan ske efter straffuldbyrdelseslovens § 66 a.
Ved millimeterbølgescanner forstås en scanner, der kan afsløre effekter gemt i eller under den undersøgte persons beklædning ved anvendelse af elektromagnetiske bølger med en bølgelængde på 1 til 10 mm og med en frekvens mellem 0,03 og 0,3 terahertz.
Stk. 2 Scanningens resultat vises på en generisk tegning af en menneskekrop.
Direktoratet for Kriminalforsorgen godkender, i hvilke fængsler og arresthuse der placeres millimeterbølgescanner.
Undersøgelse ved anvendelse af millimeterbølgescanner kan foretages over for indsatte, besøgende og andre personer, der søger adgang til kriminalforsorgens institutioner, jf. §§ 5-7.
Stk. 2 Straffuldbyrdelseslovens § 66 a finder tilsvarende anvendelse for varetægtsarrestanter.
Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan anvende millimeterbølgescanner ved undersøgelse af en indsat, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerhedshensyn iagttages, herunder
-
1) når den indsatte indsættes i institutionen,
-
2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af effekter,
-
3) før og efter besøg eller
-
4) før og efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.
Stk. 2 Ved undersøgelse af den indsattes person efter stk. 1 finder undersøgelsesbekendtgørelsens § 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, nr. 2, § 8, stk. 2, og § 9 tilsvarende anvendelse.
Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet kan anvende millimeterbølgescanner ved undersøgelse af besøgende og andre personer, der søger adgang til kriminalforsorgens institutioner.
Stk. 2 Visitation efter stk. 1 vil normalt finde sted i forbindelse med adgangskontrol.
Stk. 3 Ved undersøgelse efter stk. 1 skal det forinden tilkendegives personen,
-
1) at undersøgelsen kun kan gennemføres med den pågældendes samtykke, og
-
2) at det kan medføre nægtelse af adgang til institutionen, hvis den pågældende nægter at lade sig undersøge.
Hvis anvendelsen af millimeterbølgescanner påviser effekter, som ønskes undersøgt, opfordres personen til at fremvise disse, således at effekterne kan undersøges med henblik på stillingtagen til, hvorvidt de kan medbringes i institutionen.
Stk. 2 Hvis undersøgelse efter stk. 1 skal finde sted, skal det forinden tilkendegives personen,
-
1) at undersøgelsen kun kan gennemføres med den pågældendes samtykke, og
-
2) at det kan medføre nægtelse af adgang til institutionen, hvis den pågældende nægter at lade effekterne undersøge.
Undersøgelse ved anvendelse af millimeterbølgescanner skal gennemføres på en måde, der i størst muligt omfang er egnet til at mindske den undersøgtes oplevelse af at blive krænket.
Personoplysninger registreres ikke i millimeterbølgescanneren.
Stk. 2 Data slettes automatisk i scanneren umiddelbart efter kvittering af scanningsresultatet.