Kapitel 11 Private sygehusapoteker og sygehusapoteksfilialer
Et privat sygehusapotek er et apotek ejet og drevet af et privat sygehus, jf. apotekerlovens § 61 a, stk. 2. Til private sygehusapoteker kan der være knyttet sygehusapoteksfilialer.
Stk. 2 Private sygehusapoteker og sygehusapoteksfilialer skal drives fra lokaler, der er indrettet og udstyret således, at de er velegnede til formålet. Lokalerne skal være sikret mod indbrud.
Stk. 3 Private sygehusapoteker kan levere og fremstille lægemidler m.v. i henhold til apotekerlovens kapitel 11 a.
Stk. 4 Private sygehusapoteker og sygehusapoteksfilialer skal benytte sig af det i kapitel 3 nævnte personale til at kontrollere og ekspedere bestillinger på lægemidler, samt til at informere m.v. om lægemidler.
Stk. 5 Lederen af det private sygehusapotek (sygehusapotekeren) skal sikre, at personalet på det private sygehusapotek i kraft af grundlæggende uddannelse og fortsat træning kan varetage opgaverne forsvarligt.
En privat sygehusapoteksfilial er en enhed knyttet til et privat sygehusapotek.
Stk. 2 Bemandes en privat sygehusapoteksfilial udelukkende af farmakonomer, skal sygehusapotekeren sikre, at de kan varetage opgaven forsvarligt, og at der foreligger en skriftlig instruks, der beskriver i hvilke situationer, en farmaceut skal kontaktes.
Stk. 3 Private sygehusapoteksfilialer kan levere de samme varer som private sygehusapoteker.
Stk. 4 Private sygehusapoteksfilialer må ikke foretage lægemiddelfremstilling.
Det private sygehus ansætter private sygehusapotekere. Forud for ansættelsen kan det private sygehus indhente en vejledende, faglig vurdering af ansøgeren fra Lægemiddelstyrelsen, jf. apotekerlovens § 61 e, stk. 2.
Stk. 2 Det private sygehus skal underrette Lægemiddelstyrelsen om sygehusapotekerens navn og tiltræden senest 1 måned efter, at en sygehusapoteker har overtaget driften af et privat sygehusapotek.
Stk. 3 Sygehusapotekeren skal orientere Lægemiddelstyrelsen om beliggenheden af alle lokaler, hvori der drives privat sygehusapoteksproduktionsvirksomhed, eller hvor lagre haves, før de pågældende lokaler tages i brug.