Bekendtgørelse om apoteker og sygehusapotekers driftsforhold Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 816 af 24. juni 2024

Kapitel 5 Indretning af apoteker og apoteksenheder
§ 17

Lokaler, hvorfra der drives apoteksvirksomhed, skal indrettes og udstyres således, at de er velegnede til formålet, herunder være sikret mod indbrud.

§ 18

Apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg skal drives i selvstændige lokaler eller afgrænsede lokaliteter, jf. stk. 2-4, hvor det tydeligt fremgår, at borgerne befinder sig på et apotek, apoteksfilial eller apoteksudsalg, jf. dog stk. 8.

Stk. 2 Selvstændige lokaler eller afgrænsede lokaliteter kan udgøres af mure, vægge, herunder skillevægge, glas- og gittervægge, reoler og lign. Herforuden kan der være forskellig gulvbelægning, særligt hvor afgrænsningen udgøres af delvist flytbar afgrænsning såsom glas- og gittervægge, reoler og lign.

Stk. 3 Apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg, der er beliggende i afgrænsede lokaliteter i en anden detailbutik, hvori der er en tydelig kasselinje, skal være placeret uden for detailbutikkens hovedsalgsareal og kasselinje.

Stk. 4 Apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg, der er beliggende i afgrænsede lokaliteter i en anden detailbutik, hvori der ikke er en tydelig kasselinje, kan være placeret i detailbutikkens hovedsalgsareal, men skal være placeret nær ind- og udgange.

Stk. 5 Apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg skal være indrettet således, at forretningslokale, herunder varelager, er beliggende i afgrænsede lokaliteter, som kan aflåses, og således at kun personale ansat af apotekeren kan få adgang til lægemidler.

Stk. 6 Apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg skal være indrettet således, at uvedkommende ikke kan få indblik i personoplysninger, og at der er mulighed for diskretion ved rådgivning om lægemidler.

Stk. 7 Apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg skal indrettes således, at borgere med handicap har adgang til lokaler eller lokaliteter.

Stk. 8 Apoteker kan give læger og lægers medhjælp adgang til at vaccinere i apotekets lokaler.

§ 19

Apoteker, apoteksfilialer, apoteksudsalg, håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder skal tydeligt skilte med enhedens navn ved indgangen. For apoteksfilialer, apoteksudsalg, håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder skal det ansvarlige apoteks navn endvidere fremgå af skiltningen.

§ 20

Alene apotekeren og personale ansat af apotekeren må have adgang til at håndtere varer i forretningslokalet og på lageret. Der må ikke på apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg håndteres andre varer, end de varer, der tilhører apotekeren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Apoteker kan give læger og lægers medhjælp lov til at håndtere lægens vacciner i apotekets lokaler, dog uden at lægen eller medhjælpen herved har adgang til apotekets lægemidler eller kan få indblik i personoplysninger i forbindelse med apotekets varetagelse af apotekets opgaver.

Stk. 3 Apoteker kan efter lægens anvisning opbevare og håndtere vacciner leveret til lægen på apoteket af regionen eller Statens Serum Institut.

Stk. 4 På et apotek kan der efter skriftlig aftale med et sygehusapotek udleveres lægemidler fra sygehusapoteket, som sygehusapoteket på vegne af en sygehusafdeling kan udlevere til en patient via apoteket. Apoteket skal opbevare en kopi af samarbejdsaftalen med sygehusapoteket på apoteket. Apoteket skal sikre, at lægemidlerne, som de håndterer og udleverer på vegne af et sygehusapotek, opbevares under de nødvendige opbevaringsbetingelser og indenfor de fastsatte grænser, som er beskrevet af sygehusapoteket.

Stk. 5 Kun apotekere og faguddannet personale, jf. kapitel 3, ansat af en apoteker må have adgang til personoplysninger ved ekspedition af recepter, indberetning af medicintilskud og levering af andre service- eller sundhedsydelser, jf. apotekerlovens §§ 11 og 12.

§ 21

De lægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har besluttet kan stå i selvvalg, jf. § 30, kan placeres i publikumsrummet.

Stk. 2 Lægemidler i selvvalg skal være under opsyn fra personalet.

Stk. 3 Lægemidler i selvvalg skal som udgangspunkt placeres over 140 cm fra gulvet for at være uden for gribehøjde for små børn. Særlige forhold ved placeringen kan dog medføre, at lægemidler i selvvalg konkret skal placeres højere for at være uden for gribehøjde for små børn eller kan placeres lavere end 140 cm fra gulvet.

Stk. 4 Lægemidler i selvvalg skal placeres adskilt fra øvrige varer, og der skal skiltes med, at der er tale om lægemidler.