Bekendtgørelse om autorisation og drift af virksomhed på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet § 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 722 af 12. juni 2024

§ 6

Efter ansøgning kan Sikkerhedsstyrelsen til en autoriseret eller godkendt virksomhed eller en virksomhed, der ansøger om autorisation eller godkendelse, meddele dispensation fra kravet i lovens § 9, stk. 1, nr. 1, om, at der i virksomheden er en fagligt ansvarlig, herunder i tilfælde hvor virksomhedens fagligt ansvarlige

  • 1) er afgået ved døden,

  • 2) er sygemeldt i mere end 6 uger,

  • 3) afholder barsels- eller forældreorlov i mere end 6 uger,

  • 4) er fratrådt, og den person, der skal indtræde som ny fagligt ansvarlig, endnu ikke har bestået den autorisationsgivende prøve, eller

  • 5) er fratrådt, og virksomheden redegør for, hvorfor det ikke har været muligt at tilknytte en ny fagligt ansvarlig fra det tidspunkt, hvor den fagligt ansvarlige fratrådte.

Stk. 2 Ansøgning om dispensation skal indgives til Sikkerhedsstyrelsen via en blanket på erhvervsportalen Virk.

Stk. 3 Ved ansøgning om dispensation, jf. stk. 1, skal det oplyses, om virksomheden har taget stilling til, hvordan virksomhedens autorisationskrævende opgaver vil blive håndteret i dispensationsperioden.

Stk. 4 Dispensation, jf. stk. 1, kan gives i en periode af op til 3 måneder ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder.

Stk. 5 Dispensationen, jf. stk. 1, kan i særlige tilfælde forlænges i op til 1 år, hvis virksomheden er under tilsyn af en anden autoriseret eller godkendt virksomhed, hvis forretningsområde omfatter de aktiviteter, der udføres af den virksomhed, der føres tilsyn med.

Stk. 6 Sikkerhedsstyrelsen kan fastsætte vilkår for dispensationen, jf. stk. 1, og for forlængelsen, jf. stk. 5.