Kapitel 3 Nævnenes Hus som sekretariat for Forbrugerklagenævnet
Nævnenes Hus varetager Forbrugerklagenævnets sekretariatsopgaver, jf. § 24 i forbrugerklageloven. Nævnenes Hus udarbejder ved kalenderårets udløb en årsberetning til erhvervsministeren om aktiviteterne i det forløbne år og administrationen i øvrigt.
Stk. 2 Sekretariatet bistår formandskabet og forretningsudvalget og har i øvrigt til opgave at besvare skriftlige, telefoniske eller personlige henvendelser til Forbrugerklagenævnet og at forberede klagesager til nævnsbehandlingen. Derudover træffer sekretariatet afgørelse om afvisning af klager efter bemyndigelse fra Forbrugerklagenævnet, jf. § 21, stk. 3, i forbrugerklageloven.
Stk. 3 En klage skal indgives skriftligt på en formular udfærdiget af Nævnenes Hus. Formularen kan udfyldes via styrelsens hjemmeside eller pr. post.