Kapitel 2 Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Elektronisk kontakt: Registreret kontakt på baggrund af radiokontakt (bluetooth) mellem to telefoner, hvor en kontaktopsporings- og advarselsmobilapplikation er installeret. Kontakten registreres, når der er uafbrudt radiokontakt mellem to telefoner, hvor løsningen er installeret. Kontaktregistreringen indeholder oplysning om kontaktens skiftende systemgenererede elektroniske nøgle, signalstyrke, tidspunkt og varighed af kontakten.
-
2) Smittenotifikation: Besked til en bruger om, at vedkommende har været i elektronisk kontakt med en bruger af en kontaktopsporings- og advarselsmobilapplikation, der er bekræftet smittet med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Besked efter 1. pkt. gives alene, hvis der på grundlag af varigheden af kontakten, signalstyrke og den tidsmæssige afstand mellem kontakten og smittedebut sandsynligvis ud fra en epidemiologisk vurdering er en kvalificeret risiko for, at vedkommende kan være blevet smittet med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
-
3) Smitteverifikation: Kontrol af, at en bruger, der ønsker at notificere sine elektroniske kontakter, er bekræftet smittet med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
-
4) Fælleseuropæisk gateway-facilitet: En elektronisk opbevarings- og oplysningsudvekslingsfacilitet, der drives af EU-Kommissionen via et sikkert IT-værktøj, og som modtager, lagrer og giver adgang til personoplysninger i medlemsstaternes backend-servere med henblik på at sikre interoperabilitet mellem nationale kontaktopsporings- og advarselsmobilapplikationer.
-
5) Kontaktopsporings- og advarselsmobilapplikation: En softwareapplikation godkendt på nationalt plan, som kører på intelligente enheder, navnlig smartphones, og som sædvanligvis er udviklet til omfattende og målrettet samspil med webressourcer og behandler nærhedsdata og andre kontekstafhængige oplysninger, der indsamles af flere sensorer i de intelligente enheder med det formål at opspore personkontakter, der er smittet med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), og advare personer, der kan være blevet eksponeret for Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Disse mobilapplikationer er i stand til at opdage andre enheder i nærheden, der anvender Bluetooth, og udveksle oplysninger med backend-servere over internettet.