Bekendtgørelse om behandlingen af 15-17-årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1067 af 28. juni 2022

Kapitel 1 Varetægtsarrestanter
§ 1

15-17-årige varetægtsarrestanter, der ikke kan anbringes i varetægtssurrogat, anbringes som udgangspunkt i arresthus (Københavns Fængsler) så vidt muligt i nærheden af det sted, hvor den pågældende har sin bopæl eller anden personlig tilknytning.

Stk. 2 Det skal i den enkelte sag ud fra de foreliggende oplysninger, herunder institutionens aktuelle belægssammensætning og mulighederne for at iværksætte særlige behandlingsprogrammer, jf. § 12, overvejes, om placering i stedet skal ske i et andet arresthus.

Stk. 3 Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår unge, for hvem anholdelsen er opretholdt efter retsplejelovens § 760, stk. 4.

Stk. 4 Overførsel efter retsplejelovens § 777 kan ske til åbent fængsel, jf. § 5, Søbysøgård Fængsels lukkede ungeafsnit, Herstedvester Fængsel eller til hospital m.v., jf. straffelovens § 68 og § 69.

§ 2

I den enkelte institution placeres de 15-17-årige efter en konkret vurdering på den afdeling, hvor hensynet til at beskytte den unge mod uheldig påvirkning fra medindsatte bedst tilgodeses.

Stk. 2 15-17-årige må kun i helt ekstraordinære tilfælde dele opholdsrum med indsatte over 17 år.

Stk. 3 Kriminalforsorgsområdet skal løbende overveje, om der er indsatte, som den 15-17-årige kan have fællesskab med.

Stk. 4 Når der tillades fællesskab, hvor personalet er til stede, påhviler det personalet at være særlig opmærksom på, at den 15-17-årige ikke udsættes for uheldig påvirkning.

Stk. 5 15-17-årige kan tillades fællesskab med indsatte over 17 år uden personalets tilstedeværelse, hvis det er i overensstemmelse med den unges tarv, og der efter en konkret vurdering ikke antages at foreligge risiko for, at den unge udsættes for uheldig påvirkning.

Stk. 6 Når fællesskab tillades i henhold til stk. 5, skal der gøres notat om, med hvem det er tilladt (navn), fra hvilket tidspunkt og hvornår tilladelsen er ophørt (dato). Der skal endvidere anføres begrundelse for, at fællesskabet skønnes at være i overensstemmelse med den unges tarv.

§ 3

Hvis der ikke er mulighed for at tillade den 15-17-årige fællesskab, skal kriminalforsorgsområdet overveje muligheden for at overføre den unge til en institution, hvor der er mulighed for fællesskab.