Virksomhederne skal udpege dels en beredskabskoordinator, dels et kontaktpunkt i krisesituationer (operationel kontakt). For anlæg i klasse 1 og 2 efter § 11, stk. 1, skal virksomheden udpege en sikringsansvarlig medarbejder til at varetage beredskabs- og sikringsopgaver for et eller flere anlæg.
Stk. 2 Beredskabskoordinatoren varetager sammen med de sikringsansvarlige medarbejdere virksomhedens beredskabsopgaver, herunder kontakt til myndigheder inkl. politiet, Energinet og andre parter.
Stk. 3 Kontaktpunktet i krisesituationer (operationel kontakt) skal når som helst kunne fungere som forbindelsesled til virksomheden. Kontaktpunktet skal kunne modtage informationer fra Energinet og andre myndigheder i overensstemmelse med sektorberedskabsplanen, jf. § 8, stk. 1, og skal sikre, at virksomheden iværksætter de nødvendige foranstaltninger, herunder videreformidling af informationer internt i virksomheden.
Stk. 4 Virksomhederne skal underrette Energinet, Energistyrelsen og det lokale politi om kontaktoplysninger om de i stk. 1 nævnte medarbejdere samt ændring heraf.