Til apotekere, som Lægemiddelstyrelsen har meddelt eller pålagt varetagelse af vagttjeneste, jf. bekendtgørelse om apotekernes åbningstid og vagttjeneste, ydes følgende tilskud pr. år:
-
1) Liste A vagttjeneste: 1.450.410 kr.
-
2) Liste AX vagttjeneste: 1.292.303 kr.
-
3) Liste B vagttjeneste: 870.246 kr. og yderligere 241.735 kr. ved fuld farmaceutbemanding.
-
4) Liste BX vagttjeneste: 667.449 kr. og yderligere 185.402 kr. ved fuld farmaceutbemanding.
-
5) Liste C vagttjeneste: 447.210 kr.
-
6) Liste CX vagttjeneste: 102.800 kr.
-
7) Nationalt døgnvagtsapotek: 2.356.917 kr.
Stk. 2 Lægemiddelstyrelsen kan til apoteker, der efter apotekerlovens § 7, stk. 3, har modtaget påbud fra Lægemiddelstyrelsen om varetagelse af vagttjeneste, yde supplerende økonomisk støtte med op til 50 pct. af den årlige godtgørelse, jf. stk. 1-4, for ekstraordinære udgifter forbundet med påbuddet, der er medvirkende til at generere et driftsunderskud, såfremt apotekeren ansøger herom. Et apotek kan alene modtage supplerende økonomisk støtte, hvis apoteket kan dokumentere, at apoteket har haft et driftsunderskud ved at varetage vagttjenesten i den åbningstid, som påbuddet omhandler. Den supplerende økonomiske støtte kan maksimalt udgøre det driftsunderskud, som apoteket overfor Lægemiddelstyrelsen kan dokumentere, at apotekeren har haft ved at varetage vagttjenesten i den åbningstid som påbuddet omhandler.
Stk. 3 Ved vurdering af, om en apoteker som følge af påbud om varetagelse af vagttjeneste skal tildeles økonomisk støtte ud over den årlige godtgørelse lægges følgende kriterier til grund:
-
1) Om apoteket i betydeligt omfang er farmaceutbemandet i vagtperioden.
-
2) Om apoteket er beliggende i et tyndt befolket område.
-
3) Om apoteket sikrer god geografisk dækning af lægemiddelforsyning uden for apotekernes almindelige åbningstid.
Stk. 4 Ved tilsagn om supplerende økonomisk støtte sker tildelingen heraf for et år ad gangen.