Tillægssektorafgift i henhold til § 50 a i lov om apoteksvirksomhed omfatter betaling af tilgængelighedstilskud til fysiske apotekskoncerner.
Stk. 2 Tilgængelighedstilskud beregnes for det enkelte år som 3,2 pct. af forskellen mellem den fastsatte omsætningsmæssige beløbsgrænse på 85 pct. af sektorens gennemsnitlige koncernomsætning af apoteksforbeholdte lægemidler (opgjort til 55 mio. kr. for 2023) og det enkelte apoteks koncernomsætning af apoteksforbeholdte lægemidler i det pågældende kalenderår.
Stk. 3 Tilgængelighedstilskud efter stk. 2, inkl. tilbagebetaling af indbetalt tillægssektorafgift jf. § 3, stk. 3 kan højest udgøre 100.000 euro (svarende til ca. 746.000 kr.) per kalenderår.
Stk. 4 Tilgængelighedstilskud udbetales a conto månedligt til de apotekere, som Lægemiddelstyrelsen primo det pågældende år vurderer, vil være berettiget til tilgængelighedstilskud. Lægemiddelstyrelsen foretager snarest muligt efter modtagelsen af apotekerens årlige apoteksregnskab for det pågældende år en endelig opgørelse af tilskuddet.
Stk. 5 Apotekere, der i løbet af året har fået udbetalt a conto tilgængelighedstilskud, men som på baggrund af apoteksregnskabet viser sig at have fået udbetalt mindre i tilgængelighedstilskud, end de er berettiget til, skal efterbetales 100 pct. af forskellen mellem det a conto udbetalte tilgængelighedstilskud og det tilgængelighedstilskud, som apotekeren er berettiget til at modtage.