Lægemiddelstyrelsen tildeler apotekere, der varetager et forsyningsmæssigt behov, og som driver apotekskoncern med et lavt indtjeningsgrundlag, et tilgængelighedstilskud.
Stk. 2 I vurderingen af om apotekeren varetager et forsyningsmæssigt behov, vil der blive lagt vægt på, om apotekeren driver et apotek mere end 10 km fra en anden receptekspederende enhed. Lægemiddelstyrelsen kan dog inddrage forhold som tilgængelighed (kollektiv transport), antal borgere, der er bosiddende i området og enhedens aktivitet målt som antal receptekspeditioner til enkeltpersoner.
Stk. 3 I vurderingen af om apotekeren driver en apotekskoncern med et lavt indtjeningsgrundlag, anses indtjeningsgrundlaget for lavt, hvis apotekskoncernens samlede omsætning af apoteksforbeholdte lægemidler ikke overstiger 85 pct. af sektorens gennemsnitlige koncernomsætning af apoteksforbeholdte lægemidler (opgjort til 55 mio. kr. for 2023) i det pågældende år.
Stk. 4 Lægemiddelstyrelsen vurderer hvert fjerde år om et apotek, som modtager tilgængelighedstilskud, forsat varetager et forsyningsmæssigt behov jf. stk. 2. Såfremt apoteket ikke længere vurderes at varetage et forsyningsmæssigt behov, bortfalder tilgængelighedstilskuddet efter udgangen af den 4-årige periode, selvom apotekskoncernen forsat måtte vurderes at have et lavt indtjeningsgrundlag jf. stk. 3.
Stk. 5 Lægemiddelstyrelsen vurderer månedligt om apotekskoncernens indtjeningsgrundlag fortsat er lavt jf. stk. 3. Såfremt kriteriet om et lavt indtjeningsgrundlag ikke længere er opfyldt, bortfalder tilgængelighedstilskuddet ved udgangen af den måned, hvor apotekskoncernen overstiger indtjeningsgrundlaget, selvom apotekeren fortsat måtte varetage et forsyningsmæssigt behov, jf. stk. 2.