Bekendtgørelse om beregning af emissions- og indløsningspriser ved tegning og indløsning af andele i danske UCITS

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 897 af 26. august 2019

I medfør af § 73, stk. 3, § 74, stk. 7, og § 190, stk. 4, i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1154 af 19. september 2018, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde (i det følgende benævnt ”danske UCITS”).

Stk. 2 Bestyrelsen omtalt i § 6, stk. 2, skal forstås som bestyrelsen for en investeringsforening, en SIKAV, eller for det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrerer en værdipapirfond.

Beregning af indre værdi pr. andel
§ 2

En dansk UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser skal indeholde bestemmelser om, hvorvidt en afdelings emissions- og indløsningspriser skal beregnes efter prismetoden i § 4, § 5 eller § 6.

Stk. 2 En dansk UCITS skal i sit prospekt for den danske UCITS eller en afdeling og i sit salgsmateriale for den danske UCITS, afdelingen eller andelsklassen angive, hvilken metode den benytter til beregning af emissions- og indløsningspriser samt eventuelle opgørelsestidspunkter, jf. §§ 5 og 6.

Stk. 3 Hvis andelene i en afdeling eller andelsklasse er optaget til handel på et reguleret marked, skal afdelingen benytte dobbeltprismetoden, jf. § 4, ved beregningen af emissions- og indløsningspriser.

Stk. 4 Den indre værdi for en afdelings andele beregnes ved at dividere formuens værdi på opgørelsestidspunktet med antallet af tegnede andele i afdelingen.

Stk. 5 Den indre værdi for en andelsklasses andele beregnes ved at dividere den del af afdelingens formue, som på opgørelsestidspunktet svarer til den del af fællesporteføljen, som andelsklassen oppebærer afkast af, korrigeret for eventuelle klassespecifikke aktiver og omkostninger, der påhviler andelsklassen, med antallet af tegnede andele i andelsklassen.

Krav til master- og feederinstitutter
§ 3

Danske UCITS, der er struktureret som et master- eller feederinstitut, skal sammen med de øvrige institutter i samme masterfeeder-struktur koordinere det tidspunkt, hvor de beregner og offentliggør den indre værdi af deres andele. Dette skal gøres med henblik på at undgå, at de forskelle i institutternes indre værdi, som skyldes forskellige offentliggørelsestidspunkter af den indre værdi i institutterne, kan udnyttes.

Dobbeltprismetoden
§ 4

Efter dobbeltprismetoden skal en dansk UCITS fastsætte emissionsprisen til den indre værdi opgjort på emissionstidspunktet efter samme principper, som anvendes i årsrapporten, med tillæg af et beløb til dækning af udgifter ved køb af finansielle instrumenter og til nødvendige omkostninger ved emissionen.

Stk. 2 Efter dobbeltprismetoden skal en dansk UCITS fastsætte indløsningsprisen til den indre værdi opgjort på indløsningstidspunktet efter samme principper, som anvendes i årsrapporten, med fradrag af et beløb til dækning af udgifter ved salg af finansielle instrumenter og til nødvendige omkostninger ved indløsningen.

Enkeltprismetoden
§ 5

Efter enkeltprismetoden skal en dansk UCITS fastsætte et eller flere tidspunkter for opgørelse af værdien af andele i en afdeling eller andelsklasse. Til afregning af anmodninger om emission og indløsning af andele skal den danske UCITS fastsætte emissionsprisen og indløsningsprisen til indre værdi på det førstkommende opgørelsestidspunkt opgjort efter samme principper, som anvendes i årsrapporten.

Modificeret enkeltprismetode
§ 6

Efter den modificerede enkeltprismetode skal en dansk UCITS fastsætte et eller flere tidspunkter for opgørelse af værdien af andele i en afdeling eller andelsklasse. Til afregning af anmodninger om emission og indløsning af andele, skal den danske UCITS fastsætte emissionsprisen og indløsningsprisen med udgangspunkt i indre værdi på det førstkommende opgørelsestidspunkt opgjort efter samme principper, som anvendes i årsrapporten.

Stk. 2 Hvis periodens nettoemissioner overstiger et antal andele eller en procentandel af formuen, som er fastsat af bestyrelsen, skal den danske UCITS fastsætte emissionsprisen til den indre værdi, jf. § 2, stk. 4, tillagt et gebyr til dækning af handelsomkostninger.

Stk. 3 Hvis periodens nettoindløsninger overstiger et antal andele eller en procentandel af formuen, som er fastsat af bestyrelsen, skal den danske UCITS fastsætte indløsningsprisen til den indre værdi, jf. § 2, stk. 4, fratrukket et gebyr til dækning af handelsomkostninger.

Stk. 4 Den danske UCITS’ bestyrelse skal fastlægge størrelsen af gebyret nævnt i stk. 2 og 3.

§ 7

Hvis en afdeling i en dansk UCITS benytter modificeret enkeltprismetode, jf. § 6 skal den danske UCITS offentliggøre størrelsen på det antal andele eller den procentandel af formuen, som udløser en justering af den indre værdi. Ligeledes skal den danske UCITS offentliggøre størrelsen på det gebyr, som den indre værdi justeres med.

Stk. 2 Offentliggørelsen skal ske i den danske UCITS’ eller afdelingens prospekt og i salgsmaterialet for den danske UCITS, afdelingen eller andelsklassen.

Straffebestemmelser og ikrafttræden m.v.
§ 8

Overtrædelse af § 2, stk. 1, 2 og 3, og §§ 3-7 straffes med bøde.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2019.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 757 af 17. juni 2014 om beregning af emissions- og indløsningspriser ved tegning og indløsning af andele i danske UCITS ophæves.