Hvis en ansat i fleksjob ikke modtager løn under sygdom, modtager den pågældende sygedagpenge efter reglerne fastsat i medfør af § 49 i lov om sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Der sker fuldt fradrag for de udbetalte sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse i fleksløntilskuddet, således at der sammenlagt udbetales et beløb svarende til 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.
Stk. 2 Hvis der i en måned modtages både løn og sygedagpenge efter reglerne fastsat i § 49 i lov om sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik, fradrages den beregnede lønindtægt, jf. § 3, stk. 2, og sygedagpenge eller ressourceforløbsydelsen samlet i fleksløntilskuddet for den efterfølgende måned, jf. § 4, stk. 1.
Stk. 3 Hvis en ansat i fleksjob, som ikke modtager løn under sygdom, mister retten til sygedagpenge efter reglerne i lov om sygedagpenge, herunder som følge af varighedsbegrænsningen, foretages der fradrag i fleksløntilskuddet for det fulde beløb, som den pågældende ville kunne have modtaget i sygedagpenge. Beregningen foretages på baggrund af det beløb, der er udbetalt i sygedagpenge i den forudgående måned, inden retten til sygedagpenge er mistet, jf. dog § 3, stk. 7. Hvis der modtages løn i samme måned, sker fradraget i fleksløntilskuddet efter stk. 2.
Stk. 4 Hvis en ansat i fleksjob, som ikke modtager løn under sygdom, får foretaget fradrag i eller helt mister retten til ressourceforløbsydelse efter reglerne i §§ 69 l-q i lov om aktiv socialpolitik, foretages der fradrag i fleksløntilskuddet for det fulde beløb, som den pågældende kunne have modtaget i ressourceforløbsydelse, jf. dog § 3, stk. 7. Hvis der modtages løn i samme måned, sker fradraget i fleksløntilskuddet efter stk. 2.
Stk. 5 Hvis en ansat i fleksjob, som ikke modtager løn under sygdom, ikke kan modtage sygedagpenge på grund af for sen anmodning om sygedagpenge, foretages der fradrag i fleksløntilskuddet for det fulde beløb, som den pågældende ville have været berettiget til at modtage i sygedagpenge, jf. dog § 3, stk. 7. Hvis der modtages løn i samme måned, sker fradraget i fleksløntilskuddet efter stk. 2.