Bekendtgørelse om beregning og udbetaling af Arbejdsmarkedets Tillægspension og engangsbeløb i forbindelse med et ATP-medlems død Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1401 af 13. december 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1472 af 17. juni 2021

Kapitel 4 Udbetalingsregler
§ 10

ATP udbetaler engangsbeløbet i forbindelse med ATP-medlemmets død på grundlag af de ATP-bidrag og bidrag til Obligatorisk Pensionsordning, som ATP ved dødsfaldet har modtaget oplysning om. Udbetalingen finder sted, når dødsfaldet er registreret i CPR-registeret.

§ 11

Ægtefæller og børn under 18 år, der opfylder betingelserne til et engangsbeløb både efter kapitel 2 og efter kapitel 3, har alene ret til at få udbetalt det største beløb. ATP udbetaler det største af beløbene i forbindelse med ATP-medlemmets død, når dødsfaldet er registreret i CPR-registeret.

Stk. 2 Når der er udbetalt et engangsbeløb, og det senere viser sig, at modtageren er berettiget til et større beløb enten efter kapitel 2 eller efter kapitel 3, udbetaler ATP snarest muligt differencen til den berettigede.

Stk. 3 Hvis der ikke er udbetalt et engangsbeløb i forbindelse med ATP-medlemmets død, og hvis ATP efter dødsfaldet modtager oplysninger, der medfører, at der kan udbetales et engangsbeløb efter kapitel 2 eller kapitel 3, udbetaler ATP snarest muligt beløbet til den berettigede.

§ 12

Beløb efter denne bekendtgørelse udbetales til en konto i et pengeinstitut i Danmark.

Stk. 2 Udbetaling til personer med bopæl i udlandet sker ved overførsel til en konto i et pengeinstitut i Danmark eller efter den berettigedes anmodning til et pengeinstitut i udlandet. En eventuel merudgift, der er forbundet med overførsel af beløbet til et pengeinstitut i udlandet, betales af den berettigede modtager.

Stk. 3 Ved udbetaling til et pengeinstitut i Danmark overføres beløbet til disposition senest den sidste bankdag i måneden. Ved valg af et pengeinstitut i udlandet kan beløbet være til disposition senere.

Stk. 4 Ved dødsfald udbetales engangsbeløb på under 100 kr. kun, hvis den berettigede anmoder herom.

§ 13

Hvis det afdøde ATP-medlem eller den berettigede har bopæl i udlandet, må den berettigede efter ATP's anmodning fremsende dokumentation for civilstand og bopæl.