Betaler et medlem ikke medlemsbidraget til tiden, skal a-kassen sende et rykkerbrev, jf. lovens § 78, stk. 3.
Stk. 2 Opkræver a-kassen et restancegebyr, skal dette pålægges alle medlemmer, der ikke har betalt bidraget, inden rykkerbrevet sendes. Restancegebyret må ikke fremstå som en del af medlemsbidraget.
Stk. 3 Det skal fremgå af rykkerbrevet, at medlemmet vil blive slettet, hvis medlemsbidraget til a-kassen ikke bliver betalt senest 3 uger efter, at rykkerbrevet er sendt.
Stk. 4 Betales medlemsbidraget til a-kassen, kan medlemmet ikke slettes som medlem af a-kassen, selvom det faglige kontingent ikke er betalt.
Stk. 5 A-kassen skal kunne dokumentere, at rykkerbrevet er sendt. Hvis a-kassen ikke har en kopi af rykkerbrevet, skal dokumentationen bestå af en edb-udskrift, der viser afsendelsesdatoen, og et standardrykkerbrev.
Stk. 6 Stk. 1-5 gælder også, selvom der verserer en sag om ret til ydelser fra a-kassen.