Kapitel 4 Fælles bestemmelser
Tjenestehandlinger, der udføres på anmodning af Folketinget, centraladministrationen og dennes underlagte myndigheder, bobestyrer udpeget i henhold til bekendtgørelse af lov om skifte af dødsboer (dødsboskifteloven), Færøernes Lagting, Færøernes Landsstyre, Grønlands Landsting og Grønlands Selvstyre er som udgangspunkt ikke omfattet af pligten til at betale gebyrer og timetakster for tjenesteydelser i henhold til kapitel 1 og 3 i denne bekendtgørelse, jf. dog § 20.
Stk. 2 Ikke-kommercielle tjenestehandlinger, som vurderes at bidrage til Danmarksprofilerings-/public diplomacy-arbejde, er som udgangspunkt ikke omfattet af betalingspligten.
Stk. 3 Udenrigstjenesten kan herudover efter en konkret vurdering undtagelsesvist afstå – helt eller delvist – fra at opkræve gebyr eller timetakst fra privatpersoner, hvor tungtvejende sociale eller andre hensyn taler afgørende herfor, eller hvor betalingen virker åbenbart urimelig.
Stk. 4 Der skal som udgangspunkt ikke opkræves betaling for mindre rutinemæssige informationsopgaver.
Stk. 5 Der opkræves ikke betaling for rutineforedrag for skoleklasser m.v.
Fritagelse for betaling af gebyr og timetakst omfatter ikke fritagelse for betaling af udenrigstjenestens faktiske udgifter, som er direkte forbundet med udenrigstjenestens behandling af sagen. For enhver bistand – hvad enten denne er givet som led i en af denne bekendtgørelse omfattet betalingspligtig ydelse eller ej – skal rekvirenten refundere udenrigstjenesten de eventuelle udgifter, herunder de nødvendige udgifter, der ikke kan specificeres forud for en evakuerings gennemførelse, som direkte er forbundet med sagen, medmindre andet er særskilt hjemlet.
Såfremt rekvirenten anmoder repræsentationen om at udføre en betalingspligtig ydelse omfattet af §§ 2-6, uden for repræsentationens åbningstid for konsulære ydelser, og anmodningen kan imødekommes, betales timetakst på 1.145 kr. forhøjet med 50 pct. pr. påbegyndt time. For §§ 2-6 gælder denne betaling i stedet for gebyrerne. For øvrige ydelser i henhold til betalingsbekendtgørelsen, herunder kommercielle sager omfattet af § 9 og § 13, forhøjes gebyret med 50 pct. Transporttiden, som repræsentationens medarbejder anvender for at kunne udføre en betalingspligtig ydelse uden for repræsentationens åbningstid for konsulære ydelser og kommercielle sager, indgår i timeberegningen. For udstedelse af provisoriske pas eller forlængelse af pas uden for repræsentationens åbningstid for konsulære ydelser fastsættes gebyr efter bestemmelsen i § 21, stk. 2.
Stk. 2 Ved udstedelse af et provisorisk pas eller forlængelse af pas uden for repræsentationens åbningstid for konsulære ydelser betales et gebyr på 2.675 kr. Transporttiden, som repræsentationsmedarbejderen anvender for at kunne udføre ydelsen, indgår i gebyret. Såfremt der i samme ekspedition udstedes flere provisoriske pas eller forlænges flere pas, betales gebyret på 2.675 kr. alene for den første udstedelse eller forlængelse. For efterfølgende udstedelser eller forlængelser betales gebyr efter § 2, stk. 1, nr. 1, 2 og 3, eller efter § 2, stk. 2.
Stk. 3 Såfremt rekvirenten anmoder repræsentationen om at udføre en betalingspligtig ydelse omfattet af §§ 2-6, på repræsentationens officielle lukkedage, og anmodningen kan imødekommes, betales timetakst på 1.145 kr. forhøjet med 100 pct. pr. påbegyndt time. For §§ 2-6 gælder denne betaling i stedet for gebyrerne. For øvrige ydelser i henhold til betalingsbekendtgørelsen, herunder kommercielle sager omfattet af § 9 og § 13, forhøjes betalingen med 100 pct. Transporttiden, som repræsentationens medarbejder anvender for at kunne udføre en betalingspligtig ydelse på repræsentationens officielle lukkedage, indgår i timeberegningen. For udstedelse af provisoriske pas eller forlængelse af pas på repræsentationens officielle lukkedage fastsættes gebyr efter bestemmelsen i § 21, stk. 4.
Stk. 4 Ved udstedelse af et provisorisk pas eller forlængelse af pas på repræsentationens officielle lukkedage betales et gebyr på 3.820 kr. Transporttiden, som repræsentationsmedarbejderen anvender for at kunne udføre ydelsen, indgår i gebyret. Såfremt der i samme ekspedition udstedes eller forlænges flere pas, betales gebyret på 3.820 kr. alene for den første udstedelse eller forlængelse. For efterfølgende udstedelser eller forlængelser betales gebyr efter § 2, stk. 1, nr. 1, 2 og 3, eller efter § 2, stk. 2.
Udbud af samarbejde med Udenrigsministeriet om konkrete opgaver er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
Betaling, der afregnes i udenlandsk valuta, kan afrundes til nærmeste hele beløb, som virker naturligt efter lokale seddel- og møntforhold. Afrundingen kan dog ikke afvige med mere end 10 DKK fra det konkret beregnede beløb.
Betaling for borgerserviceydelser (kapitel 1) og for andre sager (kapitel 3) skal betales forud for udførelse af den betalingspligtige ydelse, jf. dog stk. 2. I særlige tilfælde kan der desuden for kommercielle sager (kapitel 2) stilles krav om forudbetaling, delbetaling, depositum eller lignende foranstaltninger.
Stk. 2 Hvor betaling for ydelsen ikke sker forud, kan Udenrigsministeriet, såfremt betalingen ikke erlægges til tiden, opkræve et gebyr på 85 kr. pr. påmindelse fra den anden skriftlige anmodning om betaling af restancen.
Stk. 3 Krav på betaling efter denne bekendtgørelse er tillagt udpantningsret, jf. § 1, stk. 1, nr. 4 i lovbekendtgørelse nr. 774 af 18. november 1986 om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig.