Bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten § 9

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 607 af 5. juni 2024

§ 9

For rådgivningsydelser og anden bistand, der har til formål at støtte dansk erhvervslivs eksportarbejde, internationalisering og øvrige kommercielle aktiviteter i udlandet, og hvor der i øvrigt er en klar dansk kommerciel interesse til stede, betales 1.120 kr. pr. påbegyndt time. Dog udgør mindstefaktureringen 3.360 kr. pr. individuelt løst opgave. Små og mellemstore virksomheder, jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 2, nr. 1. og 2, kan på baggrund af en tro og love erklæring om, at SMV-kriterier opfyldes og en de minimis erklæring få tilskud, der reducerer gebyret til 560 kr. pr. påbegyndt time med en mindstefakturering på 1.680 kr. pr. individuelt løst opgave.

Stk. 2 Rutinemæssige informationsopgaver, fremskaffelse af publikationer, statistisk materiale, soliditetsoplysninger og lignende materiale er gebyrfrie. Der erlægges dog betaling efter bestemmelserne i § 20.

Stk. 3 For ikke-gebyrfri ekspeditioner skal der afgives skriftligt tilbud til rekvirenten indeholdende oplysninger om det forventede timeforbrug eller et fast gebyr for en konkret betalingsopgaves udførelse, inden bistanden påbegyndes. Ved afgivelse af tilbud kan der i særlige tilfælde afviges fra gebyret baseret på timepris (eksempelvis i forbindelse med rammeaftaler, stående aftaler eller lignende).

Stk. 4 Bistand til inddrivelse af kommercielle fordringer er omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 3.