Finanstilsynet træffer efter ansøgning fra en udsteder beslutning om officiel notering af aktier, aktiecertifikater og obligationer, hvis de pågældende finansielle instrumenter opfylder betingelserne herfor i denne bekendtgørelse, og hvis de finansielle instrumenter er optaget eller vil blive optaget til handel på et reguleret marked her i landet.
Stk. 2 Finanstilsynet kan afslå en ansøgning om officiel notering, hvis Finanstilsynet skønner, at den officielle notering på grund af udstederens forhold vil være i modstrid med investorernes interesser.
Stk. 3 Finanstilsynet kan stille enhver betingelse for officiel notering af et finansielt instrument, som må anses for nødvendig for at beskytte investorerne. Meddelelse om betingelser skal gives til udstederen.