Efter § 71, stk. 3, i straffeloven antager Rigspolitiet efter ansøgning et antal bistandsværger.
Stk. 2 Ansøgninger til ledige stillinger som bistandsværger indkaldes ved opslag i pressen, i fagtidsskrifter eller på anden måde, som er egnet til at sikre, at de persongrupper, blandt hvilke bistandsværger navnlig tænkes antaget, jf. stk. 3, får kendskab til opslaget.
Stk. 3 Bistandsværger antages blandt de ansøgere, der må anses for bedst egnede til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren.
Stk. 4 Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap m.v., må ikke antages som bistandsværger med virke for personer på samme sygehus eller afdeling eller på samme institution m.v. Det samme gælder for personer, der i øvrigt har med driften eller administrationen af det pågældende psykiatriske sygehus eller afdeling eller pågældende institution m.v. at gøre. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet og kriminalforsorgen bør ikke antages som bistandsværger.
Stk. 5 Bistandsværger antages efter forud indhentet udtalelse fra politiet om den enkelte ansøger. Politiet indhenter efter skriftligt samtykke oplysninger om ansøgeren i Det Centrale Kriminalregister, før udtalelsen afgives.
Stk. 6 Antallet af personer, der antages som bistandsværger, bestemmes af Rigspolitiet på grundlag af en vurdering af behovet.