Skifteretten udtager stikprøvevis boer til eftersyn. Ved eftersynet skal det påses, at boets midler er til stede, og at midlerne forvaltes og administreres i overensstemmelse med reglerne i dødsboskifteloven og i denne bekendtgørelse. Endvidere påses, at bobestyreren fremmer boets behandling.
Stk. 2 Skifteretten kan foretage eftersynet vedrørende boets forhold på bobestyrerens kontor eller pålægge bobestyreren at møde i skifteretten med de dokumenter, der er nævnt i § 24, stk. 2.
Stk. 3 Bobestyreren skal meddele skifteretten enhver oplysning vedrørende boets forhold, som retten måtte ønske i forbindelse med eftersynet.