Kapitel 7 Registrering i CPR
En flygtning, der visiteres til en kommune i medfør af § 9, skal af den ansvarlige kommunalbestyrelse registreres i Det Centrale Personregister (CPR) som tilflyttet landet i denne kommune, jf. integrationslovens § 10, stk. 3. Dette gælder, uanset om flygtningen i en tidsbegrænset periode midlertidigt tager ophold i en anden kommune som led i aktivering. Registrering foretages med virkning senest fra den dato, hvor ansvaret for flygtningen overgår til kommunalbestyrelsen, jf. integrationslovens § 4.
Stk. 2 For flygtninge, der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, foretages registreringen i CPR af den kommune, hvortil den pågældende flygtning er visiteret i forbindelse med flygtningens indrejse i Danmark.
Stk. 3 Foretager den ansvarlige kommunalbestyrelse ikke registrering af en flygtning efter stk. 1, registrerer Udlændingestyrelsen i Det Centrale Personregister (CPR) flygtningen som tilflyttet landet i den pågældende kommune.
Stk. 4 Registrering i medfør af stk. 1 eller 3, finder sted, uanset om flygtningen tager bopæl eller ophold i kommunen fra den i stk. 1 nævnte dato, jf. integrationslovens § 10, stk. 6.
Registrering i medfør af § 15, stk. 1 eller 3, af en flygtning, som tager bopæl eller ophold i kommunen, foretages på den pågældende adresse.
Stk. 2 Hvis flygtningen ikke har taget bopæl eller ophold i kommunen foretages registrering i medfør af § 15, stk. 1 eller 3, på en særlig vejkode i den pågældende kommune. Så snart en flygtning, der er registreret på den særlige vejkode, har taget bopæl eller ophold i kommunen, overfører kommunalbestyrelsen flygtningen fra den særlige vejkode til den pågældende adresse.
Stk. 3 Registreringen i CPR skal i øvrigt indeholde de oplysninger, som efter lovgivningen skal registreres i CPR ved tilflytning fra udlandet.
For udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidigt opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine foretages registrering med virkning senest fra den dato, hvor ansvaret for udlændingen overgår til kommunen, jf. lovens § 30, stk. 2.
Stk. 2 For udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, i lov om midlertidigt opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, på baggrund af en ansøgning indgivet uden for landet, foretages registreringen i CPR af den kommune, hvortil den pågældende er visiteret i forbindelse med den pågældendes indrejse i Danmark.