Kapitel 2 Planlægning og samarbejde
På byggepladser, hvor flere arbejdsgivere udfører arbejde på det samme arbejdssted, skal de enkelte arbejdsgivere samarbejde om at skabe sikre og sunde arbejdsforhold for alle beskæftigede på arbejdsstedet. Samarbejdet mellem arbejdsgiverne skal ske under hensyn til den planlægning, afgrænsning og koordinering, der gennemføres på byggepladsen, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter.
Stk. 2 Ved arbejde på byggepladser, hvor flere virksomheder er beskæftigede, skal den enkelte arbejdsgiver instruere sine ansatte i forhold til de aftaler, der gælder for samarbejdet med de andre virksomheder på byggepladsen. På byggepladser, der er omfattet af bekendtgørelse om bygherrens pligter, og hvor der skal udarbejdes plan for sikkerhed og sundhed, skal arbejdsgiveren endvidere instruere sine ansatte i forhold til indholdet af planen for sikkerhed og sundhed.
Stk. 3 Ved arbejde på byggepladser, der er omfattet af bekendtgørelse om bygherrens pligter, skal den enkelte arbejdsgiver, hvor denne påregner at benytte underentreprenører på byggepladsen, orientere bygherren og bygherrens koordinator inden den enkelte underentreprenør påbegynder beskæftigelsen på byggepladsen.
Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal sørge for, at de foranstaltninger for fællesområderne, som er aftalt med bygherren eller de andre arbejdsgivere, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter, iværksættes og vedligeholdes, samt føre et effektivt tilsyn hermed.
Stk. 2 Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal medvirke til at sikre, at bygherrens planlægning, afgrænsning og koordinering til fremme af de beskæftigedes sikkerhed og sundhed på byggepladsen virker efter hensigten.
Stk. 3 Den enkelte arbejdsgiver på byggepladsen skal tage hensyn til de anvisninger vedrørende planlægningen og koordineringen af sikkerheden og sundheden på byggepladsen, der kommer fra bygherrens koordinatorer, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter.
Ved planlægningen og udførelsen af arbejde på bygge- og anlægspladser skal arbejdsgiveren under hensyn til iagttagelsen af de generelle forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 1 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, navnlig følge de særlige forebyggelsesprincipper, der er angivet i bilag 2 i denne bekendtgørelse.
Stk. 2 Hvis et bygge- og anlægsarbejde indebærer særlige farer, som angivet i bilag 1, skal arbejdsgiveren udarbejde en skriftlig vurdering for arbejdets udførelse med henblik på, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Hvis arbejdet kun for en del består i arbejde af denne karakter, skal vurderingen og angivelsen af foranstaltninger kun omfatte denne del af arbejdet.
Stk. 3 Hvis arbejdet skal udføres af flere arbejdsgivere, skal den enkelte arbejdsgiver sørge for, at vurderingen af sikkerhed og sundhed efter stk. 2, samordnes mellem arbejdsgiverne. Samordningen skal ske under hensyn til den planlægning, afgrænsning og koordinering, der gennemføres på byggepladsen, jf. bekendtgørelse om bygherrens pligter.