Kapitel 5 Førstehjælp, alarmsystemer m.v.
Hvor arbejdets art og forholdene i øvrigt gør det påkrævet, skal arbejdsstedet være forsynet med passende brandmateriel og redningsudstyr samt fornødne hjælpemidler til førstehjælp i ulykkestilfælde. Hvis det er nødvendigt for at kunne yde en forsvarlig førstehjælp, skal der findes særlige lokaler indrettet og udstyret hertil. Nævnte udstyr m.v. skal findes i tilstrækkelig mængde, anbragt på hensigtsmæssige steder.
Stk. 2 Det skal sikres, at der er særligt oplærte personer, der på et hvilket som helst tidspunkt kan yde førstehjælp, og det skal sikres, at beskæftigede, der er kommet til skade, eller som har fået et pludseligt ildebefindende, kan bringes til læge.
Stk. 3 De beskæftigede skal på arbejdsstedet have adgang til at benytte telefon.
Hvor der under arbejdet er risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige, eller med stoffer eller materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden eller hindre spredning af, skal der i nærheden findes passende og tilstrækkelige hjælpemidler hertil, som f.eks. øjenskylleflaske, nødbruser, håndvask, om nødvendigt varmt vand og særlige rensemidler.
Hvor der kan opstå særlige faresituationer, skal arbejdsstedet være forsynet med alarmsystemer, der på hensigtsmæssig måde advarer om faren.
Stk. 2 Brandmateriel og alarmsystemer m.v. skal vedligeholdes og jævnligt kontrolleres. Hensigtsmæssige afprøvninger og øvelser skal finde sted med regelmæssige mellemrum.