Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde Kapitel 6

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021

Kapitel 6 Adgangs- og transportveje
§ 46

Byggepladsen skal være indrettet med et tilstrækkeligt antal adgangs- og transportveje, herunder trapper, læsseplatforme og -ramper. De skal være placeret, gjort anvendelige og dimensioneret således, at de kan anvendes uden fare for sikkerhed og sundhed og således, at personer, der beskæftiges i nærheden af disse adgangs- og transportveje, ikke udsættes for fare for sikkerhed og sundhed. Adgangs-, transport- og færdselsarealer skal i fornødent omfang være indrettede, så egnede tekniske hjælpemidler kan anvendes.

Stk. 2 Færdselsveje og -arealer skal holdes jævne og fri for materialer eller genstande, der kan være til fare for færdslen. Skakter, huller o.l. skal overdækkes eller afspærres.

Stk. 3 Det skal sikres,

  • 1) at veje er bæredygtige, når de benyttes, uanset vejrliget,

  • 2) at adgangsveje fra offentlig vej og parkeringsplads til omklædningsrum og veje mellem skure kan befærdes i normalt fodtøj, og

  • 3) at adgangsveje fra omklædningsrum til arbejdspladser kan befærdes i arbejdsfodtøj.

Adskillelse af gående og kørende
§ 47

Det skal så vidt muligt tilstræbes, at adgangs- og transportveje for kørende og gående trafik holdes adskilt, og at kørevejene er ensrettede. Hvor dette ikke er muligt, skal der etableres en passende sikkerhedsafstand mellem den kørende og gående trafik. Ved porte, hvor der ikke er sikker passage for gående, skal der forefindes tydeligt afmærkede indgange, herunder døre, der ikke må blokeres.

§ 48

Adgangsveje for gående skal have en bredde på mindst 80 cm. Hvor der ikke transporteres materialer, kan bredden nedsættes til 60 cm.

§ 49

Ved arbejde på veje eller andre arealer med risiko for påkørsel skal der træffes foranstaltninger, der effektivt sikrer de beskæftigede, f.eks. passende afskærmning eller markering.

Niveauforskelle på veje og færdselsarealer
§ 50

Veje og færdselsarealer for kørende materiel skal forsynes med passende værn, hvis de er hævet over tilstødende arealer med mere end 3 meter høje skråninger eller mere end 1 meter høje lodrette spring. Det samme gælder ved mindre højde, hvis nedstyrtning på underliggende arealer er forbundet med særlig fare.

§ 51

Hvor der er jævnlig færdsel af personer fra et niveau til et andet, skal der etableres hensigtsmæssige adgangsveje, f.eks. i form af trapper, elevatorer eller ramper.

§ 52

Over adgangs- og transportveje, hvor der er risiko for nedstyrtning af materialer, skal der anbringes skærme eller overdækning.

Trapper og stiger
§ 53

Permanente trapper skal etableres så tidligt som muligt. Elevator skal etableres til steder, hvor der i mere end 2 måneder foregår arbejde i en højde af mere end 25 meter over terræn, hvis det er teknisk og praktisk muligt.

§ 54

Stiger skal være fastgjorte og opstillede med hensigtsmæssig hældning og således, at der er håndfæste ca. 1 meter over øverste niveau.

Flugtveje og nødudgange
§ 55

Afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal der være et tilstrækkeligt antal flugtveje og nødudgange af en sådan beskaffenhed og placering, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed. Elevator accepteres ikke som flugtvej.

Stk. 2 Flugtveje og nødudgange samt adgangsveje- og døre hertil skal til enhver tid holdes frit passable og kunne benyttes uhindret og så direkte som muligt føre til et sikkert område.

Stk. 3 Døre og porte, der er placeret i flugtvejene, skal være passende markeret. I det omfang, det er nødvendigt for sikker orientering og færdsel, f.eks. på grund af arbejdsstedets indretning, anvendelse eller udstyr, skal adgangs- og færdselsveje samt flugtveje været tydeligt markeret med færdselsretninger, udgange og uventede niveauforskelle.

Stk. 4 Nødudgangsdøre skal åbne i flugtretningen.

Stk. 5 Nødudgangsdøre må ikke være lukket på en sådan måde, at personer, der har behov for at benytte dem i nødstilfælde, ikke kan åbne dem straks og uden besvær.

Stk. 6 Det er forbudt at anvende skydedøre og drejedøre som nødudgangsdøre.