Arbejdsgiveren skal sørge for, at den ansatte under arbejdet har adgang til
-
1) toilet, der er aflåseligt,
-
2) spiserum med borde og siddepladser med ryglæn samt adgang til drikkevand i nærheden,
-
3) håndvask med rindende koldt og varmt vand,
-
4) omklædningsrum,
-
5) brusebad, jf. dog stk. 2, og
-
6) soveplads, hvis der på arbejdsstedet udføres tjeneste med tilladelse til at sove.
Stk. 2 Ved arbejde, hvor de ansattes beskæftigelse på byggepladsen ikke overstiger 2 uger, og hvor vand- og kloaktilslutning ikke er umiddelbart muligt, skal brusebad kun etableres, hvis arbejdet
-
1) er meget støvende eller på anden måde stærkt tilsmudsende,
-
2) medfører risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige,
-
3) medfører fare for at komme i berøring med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet fra huden eller hindre spredning af eller
-
4) udsætter den ansatte for høje temperaturer eller er forbundet med stor fysisk anstrengelse.
Stk. 3 Gravide kvinder og ammende mødre skal have mulighed for at hvile sig liggende under passende forhold.
Stk. 4 Ansatte, der under arbejdet har risiko for at blive forurenet med materialer, der kan være smittefarlige, eller komme i berøring med stoffer og materialer, som det af sikkerheds- eller sundhedshensyn er vigtigt at få fjernet fra huden, skal benytte de faciliteter, som tjener til at hindre påvirkning fra eller spredning af de pågældende stoffer eller materialer. Indtagelse af mad og drikke må ikke finde sted i arbejdsrum, hvor der udføres arbejde af nævnte karakter.