Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring Kapitel 6

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om byggeskadeforsikring er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1292 af 24. oktober 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1072 af 7. november 2008, bekendtgørelse nr. 162 af 2. marts 2009, bekendtgørelse nr. 993 af 18. august 2010, bekendtgørelse nr. 581 af 27. maj 2016 og bekendtgørelse nr. 1492 af 2. december 2016

Kapitel 6 Offentliggørelse
§ 32

Trafik- og Byggestyrelsen offentliggør på internettet oplysninger om de virksomheder, der har udført eller medvirket til udførelsen af arbejder, hvor der er konstateret en dækningsberettiget byggeskade, jf. § 5.

Stk. 2 Offentliggørelsen omfatter firmanavn, adresse og cvr.nr. på:

  • 1) den professionelle bygherre, totalentreprenør, hovedentreprenør eller fagentreprenør, der har udført eller medvirket til udførelsen af arbejder, hvor der er konstateret en dækningsberettiget byggeskade eller,

  • 2) den rådgiver, der har været tilsynsførende ved udførelsen af arbejder som nævnt i nr. 1,

  • 3) den rådgiver, der har lavet en projekteringsfejl, såfremt byggeskaden efter den bygningssagkyndiges eller forsikringsselskabets vurdering helt eller delvist har sin årsag i projekteringsfejlen, og

  • 4) den materialeproducent, der har leveret materialer til udførelsen af arbejder som nævnt i nr. 1, såfremt byggeskaden efter den bygningssagkyndiges eller forsikringsselskabets vurdering har sin årsag i det pågældende materiale og ikke skyldes, at materialet ikke er anvendt efter materialeproducentens anvisninger.

Stk. 3 Endvidere skal offentliggørelse efter stk. 1 indeholde en kort beskrivelse af den byggeskade, der er opstået på bebyggelsen, og i hvilket postnummer bebyggelsen er beliggende.

§ 33

Offentliggørelsen efter § 32 sker 5 måneder efter Trafik- og Byggestyrelsens modtagelse af skadesoversigten i medfør af § 27, jf. dog stk. 2 og §§ 34 - 37.

Stk. 2 Hvis en dækningsberettiget byggeskade anmeldes til forsikringsselskabet uden for de eftersyn, der foretages efter § 19, stk. 2, sker offentliggørelsen 5 måneder efter underretningen i medfør af § 27, stk. 3, jf. dog § 36.

Stk. 3 Oplysninger efter § 32 må 2 år efter offentliggørelsen ikke mere være offentligt tilgængelige. Trafik- og Byggestyrelsen kan herefter anvende oplysninger efter § 32 til statistiske formål.

§ 34

Er der anlagt sag ved en domstol eller udtaget klageskrift ved voldgiftsretten om ansvaret for en byggeskade, eller om der er tale om en byggeskade, udsættes eller suspenderes offentliggørelse efter § 32, indtil sagen er endeligt afsluttet. Udsættelsen eller suspensionen omfatter kun sagens parter. Den, der har anlagt sagen ved en domstol eller udtaget klageskrift ved Voldgiftsretten, sender elektronisk en kopi af stævning eller klageskrift til Trafik- og Byggestyrelsen.

Stk. 2 Offentliggørelse efter § 32 sker 1 år efter, at Trafik- og Byggestyrelsen har modtaget kopi af stævning eller klageskrift, jf. stk. 1. Hvis der inden udløbet af 1 års fristen elektronisk er indsendt dokumentation til Trafik- og Byggestyrelsen for, at sagen ikke er endelig afsluttet, udsættes offentliggørelsen 1 år ad gangen fra modtagelsen af den indsendte dokumentation.

Stk. 3 Der sker ikke offentliggørelse, hvis der inden 1 års fristens udløb elektronisk er indsendt dokumentation til Trafik- og Byggestyrelsen for, at der, jf. stk. 1, er truffet endelig afgørelse om, eller indgået retsforlig om, at den virksomhed, der har udført eller medvirket til udførelsen af byggeskaden, ikke er ansvarlig for byggeskaden. Hvis der allerede er sket offentliggørelse af oplysninger efter § 32, stk. 2, vil disse blive slettet fra internettet.

§ 35

Hvis forsikringsselskabet modtager nye oplysninger om en bebyggelses forhold, således at der er anledning til at ændre vurderingen af, hvem der har udført eller medvirket til udførelsen af arbejder, hvor der er konstateret en dækningsberettiget byggeskade, så kan forsikringsselskabet ændre i eftersynsindberetningen, jf. § 25, eller i skadesoversigten, jf. § 26.

Stk. 2 § 27, stk. 1 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 36

Hvis forsikringsselskabet efter offentliggørelsen har fundet anledning til at ændre i eftersynsindberetningen, jf. § 25, eller i skadesoversigten, jf. § 26, vil oplysningerne, jf. § 32, blive ændret eller slettet i overensstemmelse hermed.

§ 37

Hvis en byggeskade opdages og udbedres inden 1-års eftersynet, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, sker der ikke offentliggørelse.

Stk. 2 Forsikringsselskabet giver hurtigst muligt Trafik- og Byggestyrelsen elektronisk besked om udbedringen.