Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 23

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om byggeskadeforsikring er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1292 af 24. oktober 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1072 af 7. november 2008, bekendtgørelse nr. 162 af 2. marts 2009, bekendtgørelse nr. 993 af 18. august 2010, bekendtgørelse nr. 581 af 27. maj 2016 og bekendtgørelse nr. 1492 af 2. december 2016

§ 23

Eftersyn består af en systematisk, byggeteknisk gennemgang af bebyggelsen med det formål at beskrive og vurdere dennes tilstand, herunder registrere svigt og byggeskader samt belyse årsagerne hertil. Der skal herunder ske en registrering af manglende eller utilstrækkelig brandsikring og isolering mod kulde, varme og lyd, der ikke opfylder bestemmelserne i bygningsreglementet.

Stk. 2 Ved svigt forstås, at materialer, konstruktioner eller bygningsdele i bebyggelsen savner egenskaber, som i henhold til offentlige forskrifter eller almindelig god byggeskik burde være der, eller at en ydelse helt mangler.

Stk. 3 Ved eftersynet skal synlige bygningsdele gennemgås ved en visuel besigtigelse, og ikke-synlige bygningsdele skal gennemgås ved hjælp af tegninger og kontroldokumentation.

Stk. 4 Giver den visuelle besigtigelse eller andre forhold anledning til begrundet mistanke om en byggeskade, skal eftersynet i nødvendigt omfang suppleres af destruktive indgreb. Destruktive indgreb kan alene foretages efter aftale med sikrede. Forsikringsselskabet afholder udgifter til nødvendige reparationer som følge af destruktive indgreb.

Stk. 5 Giver den visuelle besigtigelse eller andre forhold begrundet mistanke om en byggeskade som følge af fugt, skal eftersynet i nødvendigt omfang suppleres med fugtmålinger.

Stk. 6 Eftersynet kan foretages stikprøvevis i et omfang, der sikrer, at eftersynet er repræsentativt for bebyggelsen eller for flere ens bebyggelser.