Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 9

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om byggeskadeforsikring er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1292 af 24. oktober 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1072 af 7. november 2008, bekendtgørelse nr. 162 af 2. marts 2009, bekendtgørelse nr. 993 af 18. august 2010, bekendtgørelse nr. 581 af 27. maj 2016 og bekendtgørelse nr. 1492 af 2. december 2016

§ 9

Forsikringsselskabet yder ikke dækning i det omfang, det godtgør:

  • 1) at byggeskaden skyldes manglende vedligeholdelse eller andre mangelfulde forhold i bygningsdriften,

  • 2) at forholdet alene består i udløb af bygningsdelens, konstruktionens eller materialets sædvanlige levetid,

  • 3) at byggeskaden hidrører fra arbejder, som sikrede selv har udført eller ladet udføre, jf. § 7,

  • 4) at byggeskaden har udviklet sig, fordi det på grund af sikredes forhold ikke har været muligt at gennemføre eftersyn i henhold til § 19, selv om forsikringsselskabet har udvist rimelige bestræbelser på at søge eftersynet gennemført eller

  • 5) at byggeskaden skyldes skadevoldende egenskaber ved et produkt eller en konstruktion, som det på grundlag af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, hvor produktet blev benyttet, eller konstruktionen blev udført, ikke var muligt at opdage.

Stk. 2 Hvis en byggeskade har udviklet sig i omfang efter det tidspunkt, hvor den burde være anmeldt til forsikringsselskabet, jf. dog § 12, kan forsikringsselskabet afvise at yde dækning til den del af byggeskaden, der har udviklet sig på grund af den sene anmeldelse.

Stk. 3 Forsikringsselskabet yder ikke dækning til driftstab og andet indirekte tab.