Bekendtgørelse om Dansk Vækstkapital III

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om Dansk Vækstkapital III er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1761 af 11. december 2023

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Stiftelse af investeringsenhed
§ 1

Danmarks Eksport- og Investeringsfond stifter en investeringsenhed ved navn Dansk Vækstkapital III, der har juridisk status af et kommanditselskab (K/S).

Stk. 2 Selskabets vedtægter aftales mellem investorerne i Dansk Vækstkapital III.

Selskabets opgaver
§ 2

Danmarks Eksport- og Investeringsfond har ansvaret for den daglige ledelse og drift af selskabet.

Stk. 2 Danmarks Eksport- og Investeringsfond fastlægger i samarbejde med investorerne Dansk Vækstkapital III’s investeringsstrategi.

Stk. 3 Dansk Vækstkapital III skal investere i både venturefonde, smallcap fonde, midcap fonde og fonde, der udbyder ansvarlig kapital, herunder mezzaninfonde. Danmarks Eksport- og Investeringsfond fastlægger den nærmere fordeling af midler på forskellige typer af investeringsfonde.

Stk. 4 Danmarks Eksport- og Investeringsfond er ansvarlig for at gennemføre investeringerne i investeringsfonde, og Danmarks Eksport- og Investeringsfond tilsikrer, at investeringerne sker på kommercielle og markedsøkonomiske vilkår med henblik på at sikre et markedskonformt afkast.

Stk. 5 Danmarks Eksport- og Investeringsfond tilsikrer, at placeringen af kapital i investeringsfonde gennemføres effektivt og til de lavest mulige administrative omkostninger for Dansk Vækstkapital III.

§ 3

Danmarks Eksport- og Investeringsfond fungerer som forvalter af Dansk Vækstkapital III.

Tilsyn
§ 4

Erhvervsministeriet fører tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfonds forvaltning af Dansk Vækstkapital III.

Stk. 2 Danmarks Eksport- og Investeringsfond har pligt til at holde Erhvervsministeren orienteret om alle væsentlige forhold i Dansk Vækstkapital III, herunder væsentlige afvigelser fra selskabets budget.

Stk. 3 Erhvervsministeren modtager minimum en gang årligt en afrapportering fra Dansk Vækstkapital III.

§ 5

Rigsrevisor har, jf. Rigsrevisorlovens § 4, adgang til gennemgang af Dansk Vækstkapital III’s årsrapport.

Ikrafttræden
§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 190 af 9 marts 2020 om Dansk Vækstkapital III ophæves.