Kapitel 4 Den besætningsansvarliges optegnelser og dokumentation
Besætningsansvarlige, der anvender receptpligtige lægemidler til pelsdyr, skal føre optegnelser over anvendelsen af disse i overensstemmelse med artikel 108 i veterinærlægemiddelforordningen. Undtaget fra optegnelseskravet er optegnelse om tilbageholdelsestid, jf. artikel 108, stk. 2, litra h.
I kvægbesætninger, der er meddelt dispensation til samdrift, jf. bekendtgørelse om registrering i CHR og om identifikation af kvæg, svin, får, geder, heste, hjorte eller kameler, og for hvilke der er indgået sundhedsrådgivningsaftale, og i kvægbesætninger, hvor der er indgået aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul, og hvor ordineringsperioden er uden fastsat øvre tidsgrænse, skal følgende betingelser være opfyldt:
-
1) De i artikel 108, stk. 2, i veterinærlægemiddelforordningen nævnte optegnelser foretages for receptpligtige lægemidler ved elektronisk indberetning til DMS Dyreregistrering ved behandlingens indledning.
-
2) Den besætningsansvarlige har meddelt besætningsdyrlægen og SEGES Kvæg, at anvendelse af receptpligtige lægemidler ønskes registreret i DMS Dyreregistrering.
-
3) Den besætningsansvarlige har meddelt SEGES Kvæg, at de indberettede oplysninger skal være tilgængelige for besætningsdyrlægen og for kontrolmyndigheden i mindst 5 år.
Stk. 2 I kvægbesætninger, for hvilke der er indgået aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul 2, skal besætningsansvarlige og ansatte ved behandling af køer, som lider af kælvningsfeber og/eller tilbageholdt efterbyrd med infektion, indberette hver behandling med angivelse af CKR-nummer (konummer), dato for behandling, årsag til behandlingen, anvendte receptpligtige lægemidler og mængden heraf ved behandlingens indledning til DMS Dyreregistrering.