I kvægbesætninger, som er omfattet af en aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul 1, må dyrlægen ordinere lægemidler til anvendelse i den behandlingsperiode, der fremgår af lægemidlernes markedsføringstilladelse, til den besætningsansvarliges efterbehandling af køer af en sygdom, som dyrlægen selv har indledt behandlingen af på hvert enkelt dyr.
Stk. 2 I kvægbesætninger til behandling af handyr og hundyr, der endnu ikke har kælvet, og som er omfattet af en aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul 1, må dyrlægen til den besætningsansvarlige:
-
1) til behandling af en sygdom, som dyrlægen i tilslutning til et besøg i besætningen selv har diagnosticeret, og for hvilken der foreligger en besætningsdiagnose, ordinere receptpligtige lægemidler til anvendelse i indtil 42 dage, jf. dog stk. 5,
-
2) til behandling af en sygdom, for hvilken der ikke foreligger en besætningsdiagnose, kun ordinere receptpligtige lægemidler efter reglerne fastsat i § 20, stk. 1 og 5, og
-
3) til forebyggende behandling af coccidiose eller cryptosporidiose ordinere receptpligtige lægemidler til anvendelse i 42 dage.
Stk. 3 I kvægbesætninger, som alene består af handyr og hundyr, der endnu ikke har kælvet, og som er omfattet af en aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul 1, må dyrlægen:
-
1) til den besætningsansvarliges behandling af en sygdom, som dyrlægen i tilslutning til et besøg i besætningen selv har diagnosticeret, og for hvilken der foreligger en besætningsdiagnose, ordinere receptpligtige lægemidler til anvendelse i indtil 63 dage,
-
2) til behandling af en sygdom, for hvilken der ikke foreligger en besætningsdiagnose, kun ordinere receptpligtige lægemidler efter reglerne fastsat i § 20, stk. 1 og 5, og
-
3) til forebyggende behandling af coccidiose eller cryptosporidiose ordinere receptpligtige lægemidler til anvendelse i 63 dage.
Stk. 4 I kvægbesætninger, som er omfattet af en aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul 2, må dyrlægen ordinere receptpligtige lægemidler til den besætningsansvarlige til:
-
1) behandling i indtil 35 dage, af de af besætningens kvæg, der forventes at blive angrebet af en sygdom, som dyrlægen allerede har diagnosticeret i besætningen, og for hvilken der foreligger en besætningsdiagnose, jf. dog stk. 5,
-
2) efterbehandling i den behandlingsperiode, der fremgår af lægemidlernes markedsføringstilladelse, af kvæg for en sygdom, for hvilken der ikke foreligger en besætningsdiagnose, og som dyrlægen har indledt behandlingen af på hvert enkelt dyr,
-
3) behandling i den behandlingsperiode, der fremgår af lægemidlernes markedsføringstilladelse, af en gruppe af handyr og/eller hundyr, der endnu ikke har kælvet, for en sygdom, for hvilken der ikke foreligger en besætningsdiagnose, og
-
4) forebyggende behandling af coccidiose eller cryptosporidiose til anvendelse i 35 dage.
Stk. 5 I de i stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr. 1, nævnte kvægbesætninger må dyrlægen ordinere receptpligtige lægemidler til den besætningsansvarliges behandling af besætningsdiagnoser til anvendelse i en periode uden fastsat øvre tidsgrænse, jf. dog stk. 6, når følgende betingelser er opfyldt:
-
1) Den besætningsansvarlige har meddelt besætningsdyrlægen og SEGES Kvæg, at anvendelse af receptpligtige lægemidler ønskes registreret i DMS Dyreregistrering.
-
2) Besætningsdyrlægen har indberettet til VetStat på https://vetstat.fvst.dk/, at den besætningsansvarlige foretager elektronisk indberetning om anvendelse af receptpligtige lægemidler til DMS Dyreregistrering.
-
3) Besætningsdyrlægen foretager indberetning til DMS Dyreregistrering om udleverede og ordinerede receptpligtige lægemidler inden 2 dage.
Stk. 6 Til de i stk. 5 nævnte kvægbesætninger må dyrlægen kun ordinere antimikrobielle lægemidler til metafylakse i indtil 100 dage.
Stk. 7 Til kvægbesætninger, der foretager elektronisk indberetning om anvendelse af receptpligtige lægemidler til DMS Dyreregistrering, jf. betingelserne i stk. 5, må dyrlægen ordinere receptpligtige lægemidler til forebyggende behandling af coccidiose eller cryptosporidiose i indtil 100 dage.