Til behandling eller efterbehandling af yverbetændelse hos kvæg må dyrlægen kun anvende, udlevere eller ordinere antibiotika af typen simple penicilliner. Dyrlægen skal udtage en kirtelprøve til bakteriologisk undersøgelse før behandling indledes, jf. dog bekendtgørelse om dyreejeres anvendelse af lægemidler til dyr m.v. og bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for kvægbesætninger, hvorefter kirtelprøven må udtages af den ansvarlige for den kvægbesætning, der er omfattet af aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul 2.
Stk. 2 Kravet i stk. 1 om anvendelse af simple penicilliner kan undtagelsesvist fraviges, når dyrlægen personligt indleder behandlingen.
Stk. 3 Dyrlægen kan, uanset stk. 1, undlade at udtage en kirtelprøve, hvis der er udtaget en kirtelprøve fra det pågældende dyr inden for de seneste 8 dage, som er undersøgt, jf. stk. 4.
Stk. 4 Kirtelprøver, der er udtaget af dyrlægen eller den ansvarlige for besætningen efter bestemmelsen i stk. 1, skal undersøges af dyrlægen på dennes praksis- eller privatadresse eller på et eksternt laboratorium med en akkrediteret metode hurtigst muligt og senest 7 dage efter behandlingens indledning. Undersøgelse af kirtelprøven på et eksternt laboratorium skal ske med en akkrediteret metode. Senest 7 dage efter at resultatet af undersøgelsen foreligger, skal dyrlægen indberette resultatet til Kvægdatabasen.
Stk. 5 Kun fund af behandlingskrævende yverpatogener må være årsag til behandling af yverbetændelse. Det må kun behandles på baggrund af en bakteriologisk dyrkning, hvis der er fundet mindre end 3 patogener ved dyrkningen. Der må kun behandles på baggrund af en PCR-undersøgelse, hvis testen er positiv for mindst 1 behandlingskrævende yverpatogen.
Stk. 6 Hvis der foreligger resultat af en resistensbestemmelse (MIC) på en kirtelprøve foretaget af dyrlægen på dennes praksis- eller privatadresse eller på et eksternt laboratorium med en akkrediteret metode, der dokumenterer resistens, hvor agens ikke er følsomt for simple penicilliner, skal dyrlægen afbryde og korrigere antibiotikabehandlingen af dyret. Dyrlægen skal straks give meddelelse herom til den ansvarlige for besætningen.
Stk. 7 I kvægbesætninger, som er omfattet af en aftale om sundhedsrådgivning med tilvalgsmodul 2, må dyrlægen kun udlevere og ordinere andre antibiotika end simple penicilliner til behandling af en besætningsdiagnose for yverbetændelse, når kravene for at foreskrive behandling med andre antibiotika end simple penicilliner i en forskrift vedrørende yverbetændelse, jf. bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for kvægbesætninger, er opfyldt.