Kapitel 3 Tilfælde hvor indkomstansættelsen ikke er ændret
Indgives ansøgningen senere end tre måneder efter udløbet af fristen for at indsende oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, men senest tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår, har den skattepligtige adgang til efterfølgende ændring af af- og nedskrivninger, når der foreligger særlige omstændigheder, eller når af- eller nedskrivningerne er foretaget uden at have skattemæssig effekt, ligesom den skattepligtige har adgang til efterfølgende at foretage bundne afskrivninger, herunder straksfradrag, jf. afskrivningslovens § 18, stk. 2, nedrivningsfradrag efter afskrivningslovens § 22 og afskrivninger på fast ejendom, hvorpå der hviler en hjemfaldsforpligtelse eller anden forpligtelse af lignende art, jf. afskrivningslovens § 25, stk. 3. Dette gælder dog ikke for de i § 3, stk. 2, nævnte tilfælde.
Stk. 2 Hvor virksomheden er ophørt, eller aktivet er afhændet, og ansøgningen indgives efter fristen for indgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for ophørs- eller afståelsesåret, har den skattepligtige kun adgang til ændring af af- og nedskrivningerne, når der foreligger særlige omstændigheder.