Når et medlem bliver ledigt, skal a-kassen vejlede om rådighedspligten og om, hvilke konsekvenser det har for retten til dagpenge ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. A-kassen skal herunder vejlede om, at et medlem for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet skal:
-
1) Være aktivt arbejdssøgende, jf. § 8.
-
2) Kunne henvises til rimeligt arbejde med dags varsel fra 1. ledige dag.
-
3) Opretholde kontakten med og møde til samtaler i a-kassen gennem hele ledighedsforløbet.
Stk. 2 A-kassen skal også vejlede om medlemmets pligt til at deltage i kontaktforløbet og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. A-kassen skal herunder vejlede om:
-
1) Pligten til at opretholde kontakten med og møde til jobsamtaler i a-kassen, jobcenteret og hos anden aktør gennem hele ledighedsforløbet.
-
2) Pligten til at deltage i tilbud og aktiviteter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats gennem hele ledighedsforløbet.
-
3) Rettigheder og pligter, når medlemmet har fået et tilbud.
-
4) At der gælder de samme regler, hvis et medlem ikke vil medvirke til møder, aktiviteter og tilbud hos en anden aktør, som hos jobcenteret.
-
5) At jobcenteret skal underrette a-kassen, hvis medlemmet udebliver fra samtaler eller aktiviteter med jobcenteret eller anden aktør, eller hvis medlemmet afslår, udebliver fra eller ophører i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og at a-kassen skal træffe afgørelse om de dagpengemæssige konsekvenser af afslaget, udeblivelsen eller ophøret.
Stk. 3 A-kassen skal også vejlede om selvforskyldt ledighed og de sanktioner, der knytter sig hertil.
Stk. 4 A-kassen skal også vejlede om mulighederne for at deltage i jobrettet uddannelse, hvis medlemmet er i målgruppen for jobrettet uddannelse.
Stk. 5 A-kassen skal også vejlede om pålæg om et studie eller en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvis medlemmet er under 25 år og i målgruppen for uddannelsespålæg.
Stk. 6 A-kassen skal også vejlede om, at et medlem skal indsende en frigørelsesattest til a-kassen, herunder om den særlige frist for at indsende attesten, hvis medlemmet har eller får arbejde på nedsat tid med et opsigelsesvarsel og søger om supplerende dagpenge.