Bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats § 8

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1216 af 28. september 2023,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1757 af 20. december 2023, bekendtgørelse nr. 947 af 5. august 2024, bekendtgørelse nr. 1766 af 30. december 2024, bekendtgørelse nr. 1767 af 30. december 2024 og bekendtgørelse nr. 229 af 25. februar 2025

§ 8

For personer omfattet af § 1, nr. 2-5 og 7-8, og personer omfattet af § 1, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, medregnes i opgørelsen af en sammenhængende periode på samme offentlige forsørgelsesydelse i forbindelse med kontaktforløbet og ret og pligt til tilbud, jf. § 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, perioder, hvor personen i en sammenhængende periode har modtaget samme forsørgelsesydelse i form af enten kontanthjælp, uddannelseshjælp eller overgangsydelse, dog bortset fra overgangsydelse til personer, der er omfattet af introduktionsprogrammet i integrationsloven, ressourceforløbsydelse under jobafklarings- eller ressourceforløb, ledighedsydelse eller har deltaget i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2 For personer omfattet af § 1, nr. 10, medregnes i opgørelsen af sammenhængende perioder med forsørgelsesydelse i forbindelse med kontaktforløbet, jf. § 9 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, perioder, hvor personen i en sammenhængende periode har modtaget en forsørgelsesydelse efter kapitel 6 c i lov om aktiv socialpolitik, herunder sin hidtidige forsørgelsesydelse under forrevalidering eller har deltaget i tilbud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats under et revalideringsforløb efter lovens kapitel 21.

Stk. 3 I opgørelsen efter stk. 1 og 2 medregnes som hele uger de uger, hvor personen helt eller delvist har modtaget en forsørgelsesydelse eller har deltaget i tilbud om ansættelse med løntilskud efter lovens kapitel 12.

Stk. 4 En periode efter stk. 1 og 2 er sammenhængende, medmindre den afbrydes af en periode på en kalendermåned, hvor personen hverken modtager forsørgelsesydelse eller deltager i tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.