Institutter omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2, er omfattet af realkreditafdelingen. Realkreditafdelingens formue skal udgøre mindst 10 mio. kr., jf. § 7 a, stk. 1, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, og skal bestå af kontante bidrag og indeståelser (samlede bidrag) fra de bidragspligtige institutter. Målniveauet for realkreditafdelingens kontante bidrag skal udgøre 0,8 pct. af realkreditinstitutternes dækkede kontante midler, dog mindst 2,5 mio. kr.
Stk. 2 Realkreditafdelingens nettoformue opgøres ved fra de til enhver tid modtagne kontante bidrag og indeståelser samt forrentning af formuen at fratrække indeværende års afholdte udgifter til administration og dækning af udbetalinger samt eventuelle hensættelser og eventuelt optagne lån, jf. § 6, stk. 2 og 5, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.
Stk. 3 Såfremt realkreditafdelingens nettoformue er mindre end minimumskravet og målniveauet, jf. stk. 1, eller utilstrækkelig til at afholde udgifter, jf. stk. 2, 2. pkt., skal der senest ved førstkommende bidragsopkrævning opkræves bidrag med henblik på at opfylde minimumskravet og målniveauet samt dække udgifter til administration.
Stk. 4 Såfremt realkreditafdelingen har optaget lån i henhold til § 6, stk. 2 og 5, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning, skal afdelingens formue mindst svare til minimumskravet og målniveauet i stk. 1 før tilbagebetaling af lånet påbegyndes. Renter for lånet tilskrives lånet, indtil tilbagebetalingen kan påbegyndes.
Stk. 5 Fordelingen af bidrag i et regnskabsår til Garantiformuens realkreditafdeling på kontante bidrag og indeståelser fastsættes af Finansiel Stabilitet.
Stk. 6 Når realkreditafdelingens formue med tillæg af regnskabsresultatet og efter fradrag af eventuelle hensættelser er positiv, foretages for afdelingen pr. den 30. april en regulering af institutternes indeståelser til Garantiformuen, således at det enkelte instituts samlede indeståelser svarer til instituttets andel af depoter (værdipapirkonti i værdipapircentraler, for hvilke det enkelte institut er kontoførende), af det samlede antal depoter for hele afdelingen. Regulering i form af frigivelse kan først finde sted, efter at der er afgivet indeståelse for indeværende års indeståelser. Årets frigivelser må ikke overstige årets afgivne indeståelser.