Institutternes individuelle indeståelser består af en fast indeståelse samt en variabel indeståelse opgjort ud fra instituttets antal medarbejdere og instituttets balance fratrukket egenkapitalen, jf. § 7 a, stk. 2, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning.
Stk. 2 Den faste indeståelse udgør 75.000 kr. per institut uafhængigt af instituttets størrelse.
Stk. 3 Den samlede variable indeståelse, jf. stk. 4 og 5, udgør ved bidragsopgørelsen afdelingens minimumskrav fratrukket institutternes samlede faste indeståelser.
Stk. 4 Den variable indeståelse opgjort ud fra instituttets antal medarbejdere opgøres i forhold til de bidragspligtige institutters samlede antal medarbejdere og som det gennemsnitlige antal medarbejdere ved senest afsluttede kalenderår.
Stk. 5 Den variable indeståelse opgjort ud fra instituttets balance fratrukket egenkapitalen opgøres i forhold til de bidragspligtige institutters samlede balance fratrukket de bidragspligtige institutters samlede egenkapital.
Stk. 6 Indeståelser for den variable del af formuen opgøres som 50 pct. fordelt efter antal medarbejdere, jf. stk. 4, og 50 pct. fordelt efter balancen, jf. stk. 5.
Stk. 7 Bidragsberegningen foretages med udgangspunkt i oplysninger fra senest afsluttede regnskabsår.