Bekendtgørelse om en midlertidig kompensationsordning fra og med den 1. marts 2021 for selvstændige i økonomisk krise som følge COVID-19 Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 604 af 8. april 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 980 af 18. maj 2021, bekendtgørelse nr. 1525 af 28. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2720 af 16. december 2021, bekendtgørelse nr. 318 af 11. marts 2022, bekendtgørelse nr. 621 af 12. maj 2022, bekendtgørelse nr. 1354 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1641 af 21. december 2022

Kapitel 2 Definitioner
§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Omsætningstab: Den forholdsmæssige forskel mellem omsætningen i kompensationsperioden og referenceperioden, jf. nr. 8-9. Tabsprocenten beregnes som omsætningstabet delt med omsætningen i referenceperioden, jf. nr. 8.

  • 2) Selvstændige: En virksomhedsejer, uanset virksomhedsform, hvis virksomhed er registreret i det centrale virksomhedsregister (CVR) senest den 1. november 2020. Virksomhedsejeren, jf. nr. 3, skal besidde mindst 25 pct. ejerskab og være beskæftiget i virksomheden i væsentlig grad i hele kompensationsperioden.  2. pkt. er ikke til hinder for, at ejerskabet kan overdrages under kompensationsperioden.

  • 3) Virksomhedsejer: En fysisk person der er:

    • a) registret som fuldt ansvarlig deltager (FAD) i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), eller

    • b) registreret som reel ejer i en virksomhed registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).

  • 4) Omsætning: Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser mv. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet. Virksomheden skal opgøre omsætningen ud fra de samme principper som i virksomhedens senest godkendte regnskab, der er aflagt senest den 9. marts 2020. Hvis virksomheden ikke tidligere har udarbejdet et godkendt regnskab, skal virksomheden opgøre omsætningen i overensstemmelse med den for virksomheden gældende regnskabslovgivning. Virksomheden kan alene medtage omsætning, der er skattepligtig i Danmark.

  • 5) Personlig indkomst: Alle indtægter, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4.

  • 6) Ansatte: Lønmodtagere med fast, kontraktuel tilknytning til virksomheden, ansat senest den første dag i den måned kompensationsperioden begynder, jf. § 4, stk. 6, og med fast arbejdssted i Danmark. Den ansatte anses som fuldtidsbeskæftiget, hvis denne arbejder minimum 37 timer om ugen svarende til 1924 timer om året. Den ansatte anses for at være deltidsbeskæftiget, hvis denne ikke er fuldtidsbeskæftiget.

  • 7) Medarbejdende ægtefælle: En fysisk person, der senest pr. 1. november 2020 og efterfølgende gennem hele kompensationsperioden er beskæftiget i virksomheden i væsentlig grad, og som ifølge sin årsopgørelse for 2019 har erhvervet indkomst som medarbejdende ægtefælle i henhold til kildeskattelovens § 25 A, stk. 3. Såfremt den medarbejdende ægtefælle er indtrådt i virksomheden i perioden fra og med den 1. januar 2020 til og med den 1. november 2020, skal denne ifølge sin årsopgørelse for 2020 have erhvervet indkomst som medarbejdende ægtefælle i henhold til kildeskattelovens § 25 A, stk. 3.

  • 8) Referenceperiode: Den sammenligningsperiode, den selvstændiges nedgang i omsætning opgøres i forhold til. Referenceperioden må ikke slutte senere end den 30. november 2020, og opgøres som følger:

    • a) Perioden fra og med den 1. april 2019 til og med den 30. juni 2019, jf. dog litra b-f.

    • b) For selvstændige, som ansøger om kompensation senest til og med den 30. april 2020, jf. § 4, stk. 6-7, kan perioden fra og med den 1. marts 2019 til og med den 30. april 2019 danne grundlag for opgørelsen.

    • c) For selvstændige, som ikke har haft omsætning i hele perioden omtalt i litra a, danner perioden fra og med den 1. december 2019 til og med den 29. februar 2020 grundlag for opgørelsen, jf. dog litra d-f.

    • d) For selvstændige, der ikke har haft omsætning i hele perioden omtalt i litra a eller c, danner perioden fra og med den 1. september 2020 til og med den 30. november 2020 grundlag for opgørelsen, jf. dog litra e-f.

    • e) For selvstændige, hvor referenceperioden omtalt i litra a, c og d ikke giver et retvisende sammenligningsgrundlag for virksomhedens forventede omsætning for kompensationsperioden grundet særlige omstændigheder, kan der søges om at anvende en anden periode på tre sammenhængende hele måneder samt begrundelse herfor, jf. dog litra f.

    • f) For selvstændige, der ikke har haft omsætningen i hele perioden omtalt i litra a og c-e, danner perioden fra stiftelsestidspunktet frem til og med den 30. november 2020 grundlag for opgørelsen. Perioden skal være på minimum en hel måned.

  • 9) Kompensationsperioden: Perioden, for hvilken der ydes kompensation for den selvstændiges omsætningstab, jf. § 4, stk. 6-7.

  • 10) Organer inden for den offentlige forvaltning: Statslige myndigheder og statsfinansierede selvejende institutioner, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse om statens regnskabsvæsen mv., kommuner og regioner, kommunale og regionale organisationer og selskaber mv., som er oprettet i henhold til lov om kommunernes styrelse, samt institutioner hvor statslige, regionale eller kommunale tilskud til drift udgør halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter.

  • 11) Forbud mod at holde åbent: Selvstændige, som ved lov eller forskrifter udstedt i medfør af lov, har forbud mod at holde sin virksomheds lokaler åbent.

§ 3

Erhvervsstyrelsen vil med udgangspunkt i denne bekendtgørelse udarbejde en vejledning vedrørende behandlingen af ansøgninger, den efterfølgende kontrol mv.