Bekendtgørelse om en midlertidig lokal lønkompensationsordning til virksomheder i økonomisk krise som følge af COVID-19 Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 663 af 12. maj 2022,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1327 af 22. september 2022 og bekendtgørelse nr. 1653 af 21. december 2022

Kapitel 4 Betingelser for at modtage kompensation
§ 4

Ret til udbetaling af lønkompensation efter denne bekendtgørelse forudsætter, at

  • 1) minimum 30 pct. eller mere end 50 af virksomhedens eller produktionsenhedens ansatte hjemsendes i virksomhedens kompensationsperiode,

  • 2) de hjemsendte ansatte ikke arbejder for virksomheden, jf. dog § 3, stk. 6, og

  • 3) de hjemsendte ansatte oppebærer deres fulde hidtidige løn i den periode, der ansøges om lønkompensation for.

Stk. 2 Virksomheder, der alene søger om kompensation for ansatte omfattet af § 1, stk. 2, skal opfylde betingelserne i stk. 1, nr. 2 og 3.

Stk. 3 Elever, praktikanter og lærlinge kan uanset kravet i stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde under hjemsendelse, så længe virksomheden varetager dets uddannelsesansvar.

Stk. 4 Der kan ikke udbetales lønkompensation for ansatte, hvis lønudgiften på anden vis er godtgjort, herunder ved forsikring, andre offentlige refusioner, tilskud mv., eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af Coronavirussygdom (COVID-19), jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Virksomheder, der har hjemsendt fleksjobansatte med påbegyndt ansættelse før den 1. januar 2013, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan få kompensation for den del af lønnen, som ikke er dækket af kommunal refusion.

Stk. 6 Ret til udbetaling af lønkompensation forudsætter desuden, at virksomheden ikke, i den periode og i de produktionsenheder eller på de arbejdssteder, der søges kompensation for, varsler eller foretager afskedigelser begrundet i økonomiske forhold i perioden, der ansøges om lønkompensation for. Varsling eller afskedigelse i kompensationsperioden, jf. 1. pkt., anses for en fuldstændig afbrydelse efter § 3, stk. 6. En virksomhed kan ligeledes ikke søge lønkompensation, jf. § 1, stk. 1 og 2, for ansatte, der er varslet afskediget frem til og med kompensationsperiodens begyndelse.

Stk. 7 En virksomhed kan ikke få udbetalt lønkompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, hvori virksomheden er part. I sådanne situationer vil der ske en reduktion af det kompensationsberettigede beløb efter § 3, stk. 6.

Stk. 8 Virksomheden skal i forbindelse med ansøgningen bekræfte, at hjemsendelsen efter § 1, stk. 1, skyldes et forventet omsætningstab som følge af udbruddet af Coronavirussygdom (COVID-19).

Stk. 9 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at virksomheden for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at virksomheden ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med virksomheden, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori virksomheden indgår.

Stk. 10 Såfremt virksomheden indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem virksomheden og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 9, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Stk. 11 En virksomhed kan ikke modtage løntilskud fra Arbejdsmarkedets Uddannelsesbidrag (AUB) efter tekstanmærkning 244 på finansloven for lønudgifter til ansatte, hvortil virksomheden samtidig modtager midlertidig lønkompensation efter denne bekendtgørelse.

Ansøgning og dokumentation
§ 5

Ansøgning om udbetaling af kompensation inden for den i § 1, stk. 3 angivne periode, indsendes til Erhvervsstyrelsen via en digital blanket, som tilgås via virksomhedsguiden.dk, senest den 16. april 2021.

Stk. 2 Virksomheden skal registrere CPR-nummer på de ansatte, der ansøges om lønkompensation til, jf. § 6, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Ansøgningsblanketten vedlægges dokumentation som foreskrevet i § 6.

Stk. 4 En virksomhed kan som udgangspunkt ansøge om lønkompensation én gang for kompensationsperioden angivet i § 1, stk. 3. Ved behov for yderligere hjemsendelser, end virksomheden først har ansøgt om, kan der dog indgives ansøgning igen.

§ 6

Ved ansøgning, jf. § 5, skal virksomheden oplyse:

  • 1) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt uden at arbejde, jf. § 4, stk. 1.

  • 2) Navn og CPR-nummer på hver af de hjemsendte ansatte, herunder deres tilknytning til virksomhedens enkelte produktionsenheder.

  • 3) Det faste arbejdssted for hvert af de ansatte.

  • 4) Ansættelsesform, jf. § 3, stk. 2 eller 3.

  • 5) Beskæftigelsesgrad.

  • 6) Begrundelsen for hjemsendelsen.

  • 7) Hjemsendelsens forventede varighed inden for den i § 1, stk. 3, fastsatte periode.

  • 8) For hver af de ansatte, der ansøges om lønkompensation for, om virksomheden for de pågældende ansatte i samme periode modtager andre offentlige refusioner, jf. § 4, stk. 4 og 5.

  • 9) Om virksomheden har varslet afskedigelse i virksomheden, den produktionsenhed, eller fra det arbejdssted, der søges kompensation for, jf. § 4, stk. 6.

  • 10) Om virksomheden ansøger om kompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, jf. § 4, stk. 7.

Stk. 2 Ansøges der om kompensation for ansatte, der har en anden arbejdsstedsadresse end adressen på den produktionsenhed, de er tilknyttet i eIndkomstregistret, skal virksomheden indsende dokumentation for den ansattes tilknytning til dette faste arbejdssted.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen indhenter, på baggrund af de i stk. 1, nr. 2, angivne oplysninger, oplysninger til brug for beregningen efter § 3, stk. 5, fra eIndkomstregistret, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 4 I forbindelse med ansøgningen skal virksomheden under strafansvar, jf. § 17, på tro og love erklære, at de afgivne oplysninger er korrekte. Erklæringen kan tilgås via den digitale løsning på virksomhedsguiden.dk, jf. § 5, stk. 1.

Stk. 5 Virksomheden skal i ansøgningen under strafansvar på tro og love erklære, at virksomheden for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 4, stk. 9, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 4, stk. 9, jf. § 4, stk. 10, som hovedformål eller et af hovedformålene.

§ 7

Erhvervsstyrelsen kan til brug for behandlingen af ansøgninger indhente oplysninger fra andre offentlige myndigheder samt relevante offentlige registre mv., jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen af § 4, stk. 9 og 10 vedrørende skatteforhold, udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan udtage ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb set i forhold til virksomhedens størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan i særlige tilfælde, herunder i særligt komplicerede sager, eller hvor der i øvrigt er særligt behov for kvalitetssikring af dokumentationen, pålægge ansøgere, der i medfør af stk. 3, udtages til udvidet sagsbehandling at anvende bistand fra en uafhængig godkendt revisor.

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen fastsætter i forbindelse med indhentelse af oplysninger efter stk. 4 og 5 en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 7 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den af Erhvervsstyrelsen fastsatte frist, jf. stk. 6.

Udbetaling af kompensation
§ 8

Udbetaling af kompensation vil ske direkte til virksomheden, når de i bekendtgørelsen fastsatte krav, jf. § 6, til dokumentation for lønkompensation, er godkendt af Erhvervsstyrelsen. Der udbetales ikke lønkompensation, hvor den fremsendte dokumentation er utilstrækkelig, jf. §§ 6 og 7.

Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker direkte til virksomhedens NemKonto.

Stk. 3 Kompensationen kan udbetales forskudsvis.