Bekendtgørelse om en midlertidig lønkompensationsordning på Beskæftigelsesministeriets område til foreninger, selvejende institutioner og fonde m.v. med primært offentlig finansiering, der er i økonomisk krise som følge af covid-19 Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1052 af 31. maj 2021

Kapitel 4 Betingelser for at modtage kompensation
§ 6

Ret til udbetaling af lønkompensation efter denne bekendtgørelse forudsætter, at

  • 1) minimum 30 pct. eller mere end 50 af institutionens ansatte hjemsendes,

  • 2) de hjemsendte ansatte ikke arbejder for institutionen, jf. dog § 5, stk. 7, og

  • 3) de hjemsendte ansatte oppebærer deres fulde hidtidige løn i den periode, der ansøges om lønkompensation for, jf. dog § 5, stk. 6, sidste pkt.

Stk. 2 Elever, lærlinge og praktikanter kan uanset kravet i § 6, stk. 1, nr. 2, fortsætte med at arbejde under hjemsendelse.

Stk. 3 Virksomhederne/Institutionerne kan vælge at søge kompensation for enkelte produktionsenheder eller hele virksomheden/institutionen. Kriterier og vilkår fastsat i denne bekendtgørelse vil, hvor der søges om kompensation for enkelte produktionsenheder, finder anvendelse for den enkelte produktionsenhed og ikke virksomheden/institutionen samlet set.

Stk. 4 Der kan ikke udbetales lønkompensation for ansatte for den del af lønudgiften, der på anden vis er godtgjort, herunder ved tilskud til drift, forsikring, andre offentlige refusioner, herunder lønrefusion fra den statslige fleksjobordning for tilskudsmodtagere, samt fondsdonationer og sponsorater, eller anden statslig kompensationsordning i anledning af foranstaltninger, som har været nødvendige for at forebygge eller inddæmme udbredelse af covid-19, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Institutioner, der har hjemsendt fleksjobansatte med påbegyndt ansættelse før den 1. januar 2013, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan få kompensation for den del af lønnen, som ikke er dækket af kommunal refusion.

Stk. 6 Ret til udbetaling af lønkompensation forudsætter, at institutionen ikke i den periode, der søges om lønkompensation for, varsler eller foretager afskedigelser begrundet i økonomiske forhold i perioden, der ansøges om lønkompensation for. Varsling eller afskedigelse i kompensationsperioden, jf. 1. pkt., anses for en fuldstændig afbrydelse efter § 5, stk. 7. En institution kan ligeledes ikke søge lønkompensation, jf. § 1, stk. 1, for ansatte, der er varslet afskediget frem til og med kompensationsperiodens begyndelse.

Stk. 7 En institution kan ikke få udbetalt lønkompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, hvori institutionen er part. I sådanne situationer vil der ske en reduktion af det kompensationsberettigede beløb efter § 5, stk. 7.

Stk. 8 Institutionens bestyrelse eller direktion skal i forbindelse med ansøgningen på tro og love erklære, at hjemsendelsen skyldes et forventet omsætningstab som følge af udbruddet af covid-19.

Stk. 9 Retten til kompensation efter reglerne i denne bekendtgørelse er betinget af, at institutionen for indkomståret 2020 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at retten til kompensation er betinget af, at institutionen ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Retten til kompensation er endvidere betinget af, at en legal ejer, der har kontrol med institutionen, f.eks. som følge af besiddelse af en ejerandel på mindst 25 pct., ikke er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner. Betingelsen i 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse for det øverste danske moderselskab i en eventuel dansk sambeskatning, hvori institutionen indgår.

Stk. 10 Såfremt institutionen indirekte kontrolleres af en fysisk eller juridisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i et land, som optræder på EU’s liste over ikke-samarbejdsvillige skattejurisdiktioner, er retten til kompensation betinget af, at der ikke er blevet indsat mellemliggende selskaber i ejerskabsstrukturen mellem institutionen og den pågældende fysiske eller juridiske person med opfyldelse af betingelsen i stk. 9, som hovedformål eller et af hovedformålene.

Ansøgning og dokumentation
§ 7

Ansøgning om udbetaling af kompensation indsendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering senest den 15. juni 2021. Styrelsen kan behandle en ansøgning, selvom tidsfristen i 1. pkt. er overskredet, hvis fristoverskridelsen skyldes, at ansøgeren ved en fejl har ansøgt kompensationsordningen under en anden bekendtgørelse. Ansøgeren skal kunne dokumentere, at der er ansøgt kompensation under en anden bekendtgørelse.

Stk. 2 Ansøgningen skal udarbejdes i det ansøgningsskema, der er tilgængeligt på STAR.dk, eller som kan fås ved henvendelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Skemaet vedlægges de oplysninger, der fremgår af §§ 10 og 11, og indsendes via styrelsens tilskudsportal.

Stk. 3 Institutionen skal registrere CPR-nummer på de ansatte, der ansøges om lønkompensation til, jf. § 8, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4 Institutionen skal sammen med ansøgningen og dokumentationen efter § 8 indsende en revisorerklæring, udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor. Revisorerklæringen skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Erklæring om at offentligt tilskud til drift, jf. § 4, nr. 3, i det senest afsluttede regnskabsår udgjorde halvdelen eller mere og forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af institutionens ordinære driftsudgifter. Har institutionen ikke afsluttet et regnskabsår, afgives erklæringen efter 1. pkt. på grundlag af perioden fra institutionens stiftelse til og med den 7. marts 2021.

  • 2) Angivelse af løn for henholdsvis funktionærer og ikke-funktionærer, herunder elever, lærlinge og praktikanter, der hjemsendes med fuld løn og uden at arbejde.

  • 3) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt, opgjort i pct. af institutionens samlede antal ansatte, hvis antallet af hjemsendte ansatte ikke er mere end 50, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, og oplysninger om godtgjort lønudgift, jf. § 6, stk. 4.

Stk. 5 Ved afgivelse af erklæringen efter stk. 4, finder § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om godkendte revisorers erklæringer anvendelse.

Stk. 6 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fastsætter nærmere retningslinjer for revisors arbejde, jf. stk. 4.

Stk. 7 En institution kan som udgangspunkt ansøge om lønkompensation én gang i perioden 9. marts til 8. juli 2020 efter reglerne i denne bekendtgørelse. Ved behov for yderligere hjemsendelser, end dem som institutionen først har ansøgt om, kan der dog indgives ansøgning igen.

§ 8

Ved ansøgning, jf. § 7, skal institutionen oplyse:

  • 1) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt uden at arbejde, jf. § 6, stk. 1.

  • 2) Navn og CPR-nummer på hver af de hjemsendte ansatte.

  • 3) Ansættelsesform, jf. § 5, stk. 2 eller 3.

  • 4) Beskæftigelsesgrad.

  • 5) Begrundelsen for hjemsendelsen.

  • 6) Hjemsendelsens forventede varighed inden for den i § 1, stk. 5, fastsatte periode.

  • 7) For hver af de ansatte, der ansøges om lønkompensation for, om institutionen for de pågældende ansatte i samme periode får lønnen helt eller delvist godtgjort på anden vis, jf. § 6, stk. 4 og 5.

  • 8) Antallet af ansatte, som er eller vil blive hjemsendt, opgjort i pct. af institutionens samlede antal ansatte, hvis antallet af hjemsendte ansatte ikke er mere end 50, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, og oplysninger om godtgjort lønudgift, jf. § 6, stk. 4.

  • 9) Om institutionen ansøger om kompensation for ansatte i stillingskategorier, der er omfattet af en lovligt varslet og iværksat hovedkonflikt, jf. § 6, stk. 7.

  • 10) Om institutionen har varslet afskedigelse, jf. § 6, stk. 6.

Stk. 2 Dokumentation for afholdte udgifter til revisorerklæring, jf. § 7, stk. 4, og § 9, stk. 4.

Stk. 3 Institutionens bestyrelse eller direktion skal i ansøgningen på tro og love erklære, at den for indkomståret 2020 og 2021 har betalt eller vil betale den skat, som den er forpligtet til i henhold til gældende internationale aftaler og nationale regler, jf. § 6, stk. 9, og at ejerskabsstrukturen ikke er blevet tilrettelagt med opfyldelse af betingelsen i § 6, stk. 9, jf. § 6, stk. 10, som hovedformål eller et af hovedformålene.

§ 9

Er der behov for det til brug for behandlingen af en ansøgning, indhenter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering efter det gældende regelgrundlag oplysninger fra andre offentlige myndigheder samt relevante offentlige registre m.v.

Stk. 2 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan i forbindelse med kontrollen af § 6, stk. 9 og 10, vedrørende skatteforhold udbede sig den fornødne dokumentation.

Stk. 3 Ansøgninger af særlig karakter, herunder hvor der ansøges om et højt kompensationsbeløb set i forhold til ansøgerens størrelse og omsætning, og ansøgninger, hvor der vurderes at være en særlig risiko for, at ansøger ikke er berettiget til den ansøgte kompensation, eksempelvis ved atypiske forhold omkring kompensationsgrundlaget, kan udtages til udvidet sagsbehandling.

Stk. 4 Institutioner, der i medfør af stk. 3 udtages til udvidet sagsbehandling, kan pålægges at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen. Institutionen kan endvidere pålægges at fremlægge revisorerklæring om oplysningerne, udarbejdet af en uafhængig, godkendt revisor.

Stk. 5 Ved anmodning om oplysninger efter stk. 4 fastsættes en frist for indsendelse af oplysningerne.

Stk. 6 Der kan alene udbetales kompensation, når kompensationsgrundlaget er dokumenteret i fornødent omfang og inden for den fastsatte frist, jf. stk. 5.

Udbetaling af kompensation
§ 10

Udbetaling af kompensation vil ske direkte til institutionen, når de i bekendtgørelsen fastsatte krav, jf. § 7-9, til dokumentation for lønkompensation er godkendt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Der udbetales ikke lønkompensation, i det omfang den fremsendte dokumentation er utilstrækkelig, jf. §§ 7-9.

Stk. 2 Udbetaling af kompensation sker direkte til institutionens NemKonto.

Stk. 3 Kompensationen kan udbetales forskudsvis.